Valuta: Dollar på ret køl efter fredagens store udsving

Udgivet den 08-01-2024  |  kl. 06:32  |  

Den amerikanske dollar har igen fundet sig til rette i et nogenlunde stabilt leje efter nogle gevaldige udsving fredag oven på jobrapporten fra USA.

Her blev der i december skabt skabt 216.000 job uden for landbruget i USA. Her havde analytikerne ifølge estimater fra Bloomberg ventet blot 175.000 job.

Det styrkede dollar gevaldigt, da flere handlere pludseligt blev mere overbeviste om, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ikke vil sænke renten til marts alligevel. Kortvarigt indikerede futures, at markedet nu så en 50/50-mulighed for, at renten blev sænket.

Kort tid efter gik dampen dog af opsvinget for så at blive erstattet af en decideret svækkelse, da den senere ISM-opgørelse pegede på en noget mere aftagende aktivitet i den amerikanske servicesektor end ventet.

Mandag morgen ligger dollar dog igen fladt i forhold til ved handelsdagens afslutning fredag.

Dollarindekset, der vægter den amerikanske valuta mod euro, yen, pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, ligger mandag morgen i 102,49 mod 102,44 fredag aften og 102,09 fredag kl. 17.

I krydset mellem euro og dollar handles den fælleseuropæiske valuta til 1,0936 dollar mod 1,0978 fredag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Forex❯