Valuta: Dollar står stampe - svensk krone får et lille ekstra tryk

Udgivet den 24-11-2023  |  kl. 15:00  |  

Dollar står i stampe fredag, hvor aktiviteten er lavere end normalt, da mange amerikanere holder forlænget weekend oven på thanksgiving torsdag.

De amerikanske finansmarkeder lukker tidligt, og de store valutaer vil ifølge Reuters derfor sandsynligvis blive handlet i et snævert interval, men med risiko for udsving, da likviditeten forventes at være tynd.

Ved 15-tiden dansk tid er udsvingene mest så som så.

Euro koster fredag eftermiddag 1,0915 dollar sammenlignet med 1,0910 dollar torsdag eftermiddag.

Det helt store tema i markedet er fortsat renteudsigterne i USA, hvor centralbankens toneangivende rente nu ventes at have toppet. Markedet indregner endda 25 pct. sandsynlighed for en rentenedsættelse allerede til marts, skriver Reuters.

I Japan er der præsenteret forbrugerpriser, der i oktober viste en inflation på 3,3 pct. mod 3 pct. i september. Det er en smule mindre end ventet, men understøtter ikke desto mindre forventninger om, at den japanske centralbank, Bank of Japan, kan blive nødt til at rulle sine pengepolitiske stimuli tilbage.

Der er dog langt fra tale om nye spekulationer, og dollar ligger næsten uændret i 149,56 yen mod 149,50 per dollar torsdag eftermiddag.

I Sverige får den svenske krone et lille tryk ekstra oven på en svækkelse torsdag formiddag, da den svenske centralbank valgte at fastholde sin toneangivende rente på 4 pct. Det kom bag på flertallet af økonomer, og blev mødt udsalg af svenske kroner.

Der går fredag eftermiddag 0,6506 danske kr. på en svensk mod 0,6514 kr. torsdag ved 17-tiden og 0,6545 kr. kort før rentemeddelelsen.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Forex❯