Valuta: Dollar svækkes en smule efter nøgletalsstorm

Udgivet den 28-05-2020  |  kl. 15:49  |  

Den amerikanske dollar svækkes en smule torsdag eftermiddag, hvor investorerne har kunnet granske en byge af nøgletal fra både Europa og USA.

Formiddagen bød på en række tillidsindikatorer for eurozonen, og den samlede økonomiske tillidsindikator ramte til den lidt skuffende side i maj.

Indekset steg til 67,5 fra 64,9, men økonomerne havde ifølge Bloomberg News forudset en stigning til et indeks på 70,6.

Fra USA blev der torsdag eftermiddag også offentliggjort en række tunge nøgletal for blandt andet den økonomiske vækst og antallet af nytilmeldte ledige.

I sidste uge meldte 2.123.000 amerikanere sig som førstegangsledige, og det var stort set på linje med økonomernes forventning om 2.100.000 nye ledige, viser estimater indsamlet af Bloomberg.

Ifølge Nykredits chefstrateg, Frederik Engholm, er der spæde tegn på en stabilisering af situationen i USA efter en række hårde uger, der i nogle tilfælde har budt på rekord mange nye ledige.

- Men hvis ikke der over den kommende måned, hvor den samfundsmæssige genåbning bredes ud i landet, viser sig en klar bedring i beskæftigelsen, så er der betydelig risiko for, at nye markedsbekymringer kan skabe skvulp på aktiemarkedet, skriver Frederik Engholm i et notat.

Samtidig viste den anden opgørelse af bruttonationalproduktet, at den amerikanske økonomi bakkede med 5,0 pct. i første kvartal af 2020 i forhold til fjerde kvartal sidste år opgjort i annualiserede tal.

Vækstbilledet i USA er dermed lidt svagere end ventet, idet konsensus blandt økonomerne ifølge Bloomberg News var en tilbagegang på 4,8 pct.

Euro koster torsdag eftermiddag 1,1038 dollar mod 1,0970 dollar onsdag, mens dollar ligger i 107,71 yen per dollar mod 107,90 yen onsdag.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder