Valuta: Dollar viger marginalt frem mod nøgletal

Udgivet den 15-02-2024  |  kl. 14:08  |  

Risikovilligheden er tilbage i markedet, og dollar er marginalt svækket efter tirsdagens negativt overraskende amerikanske inflationsrapport, som viste, at prisstigningstakten aftog mindre end ventet i januar.

Dermed blev forventningerne til den forudsete amerikanske rentesænkning skubbet lidt ud til midten af året, mens muligheden for en reduktion i marts er skudt til hjørne.

For blot en måned siden estimerede markedet 77 pct. sandsynlighed for en nedsættelse i marts.

Samtidig indikeres 60 pct. sandsynlighed for, at der heller ikke kommer en reduktion i maj.

De nye erkendelser styrkede umiddelbart dollar.

Men markedet har besindet sig på de reviderede forventninger og ser nu frem mod nye nøgletal for detailomsætningen i USA, som torsdag eftermiddag vil give en vigtig indikation af tilstanden i den amerikanske økonomi.

De ventes at vise en tilbagegang på 0,2 pct. på månedsbasis, men fremgang på 0,2 pct., når biler og benzin trækkes ud af ligningen.

Også antallet af nytilmeldte ledige i sidste uge er på programmet, og her ventes en beskeden stegning til 220.000 nye ledige fra 218.000 ugen før.

Torsdag eftermiddag koster dollar 150,05 yen mod 150,28 yen torsdag morgen og 150,61 yen onsdag eftermiddag. Reviderede amerikanske renteforventninger har svækket yen over 150 yen per dollar, som antages at være grænsen for, hvad centralbanken i Tokyo vil leve med.

Over for euro er dollar svækket til 1,0744 dollar per euro fra 1,0728 dollar torsdag morgen og 1,0720 dollar onsdag eftermiddag ved 17-tiden.

På indeksniveau, hvor dollar vægtes mod euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, er dollar svækket til 104,52 fra 104,67 torsdag morgen og 104,79 onsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder