VALUTA - Euro steg efter svag ledighed i USA

Udgivet den 03-05-2001  |  kl. 17:36  |  

Den europæiske euro blev torsdag presset ned under 0,8900 USD på baggrund af valutasalg fra en fransk bank, men kom senere tilbage over dette niveau efter svage amerikanske tal.

Massivt salg af euro fra banken BNP Paribas belastede euroen, oplyste den schweiziske nyhedstjeneste SDA. Men BNP Paribas ville ikke udtale sig om salget.

Euroen klatrede senere opad igen og sluttede den europæiske handel i 0,8905 USD. Det skyldtes svage amerikanske tal for nytilmeldte til arbejdsløshedsunderstøttelse. Tallet steg til 421000 i den seneste uge, det højeste antal i fem år. Markedet havde kun ventet et tal på omkring 390000. Tallet giver således forventninger om rimeligt svage beskæftigelsestal fra USA fredag.

Samtidig gled dollaren ned til det laveste niveau i halvanden måned mod den japanske yen, der endte torsdagen omkring 121,10 Y. Dollaren var på et tidspunkt helt nede i 120,80 Y. Det skyldes stigende optimisme på det japanske marked omkring potentielle reformer fra den nyvalgte ministerpræsident Junichiro Koizumi.

- Koizumi bringer et frisk pust til det politiske landskab i Japan, sagde John Cholakis, handler i Dai-Ichi Kangyo Bank i New York.

Udgivet af: NPinvestordk