Valuta: Handlerne holder sig i ro inden Jackson Hole

Udgivet den 22-08-2024  |  kl. 12:00  |  

Udsvingene er små og få på valutamarkedet torsdag, hvor handlernes blik er rettet mod USA og det forestående centralbanksymposium i Jackson Hole.

Undtaget er det britiske pund, der styrkes mod dollar, og sammen med den fælleseuropæiske euro handles i tæt på stærkeste niveau i 13 måneder over for den amerikanske dollar.

Den amerikanske valuta har i de seneste uger været svækket af mere dueagtig kurren fra USA's centralbank, Federal Reserve, efter at en svag jobrapport varslede recession og dermed satte en skræk i livet på de globale finansmarkeder.

Siden har de rørte vande lagt sig, og markedet har fundet sig til rette med en formodning om fire rentenedsættelser fra amerikansk side i år.

Fra eurozonen er der torsdag kommet nyt om lønvæksten i området, der i andet kvartal er aftaget til 3,6 pct. fra 4,7 pct. i årets første.

Det taler for en rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank, ECB, mener Andrzej Szczepaniak, der er seniorøkonom i Nomura, til Reuters.

På nøgletalsfronten har torsdag budt på nyt om humøret hos indkøbscheferne i eurozonen, der overordnet viste en overraskende stigning. Ganske vist var stemningen dalende i industrisektoren, men en stor bedring i serviceindustrien trak samlet op i august.

Samme slags måling venter i eftermiddag fra USA sammen med nyt om de nytilmeldte ledige fra sidste uge.

Euro handles torsdag ved middagstid til 1,1139 dollar mod 1,1125 dollar onsdag klokken 17. Imens går der 145,59 yen på en amerikansk dollar mod 145,64 yen onsdag ved dansk markedslukning.

Det britiske pund handles sideløbende til 1,3123 dollar mod 1,3060 dollar onsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder

17:51 Europa/lukning: DSV trak fra alt og alle efter rygte om snarlig giganthandel
17:09 Torsdagens aktier: Tro på opkøb gav tocifret milliardgevinst til DSV-ejere i grønt marked
17:05 Nationalbanken følger ECB's eksempel og sænker renten 25 basispoint
17:01 Torsdagens obligationer: Lange markedsrenter steg på trods af ECB's rentedyk
15:51 USA/åbning: Flad start med kæmpe fald til Moderna-aktien
15:34 Ambu får lagt ekstra oven i kursmålet hos Redburn
15:29 ECB's Lagarde: Økonomisk bedring oplever modvind - risici for væksten er nedadgående
14:48 USA/tendens: Udsigt til grøn start med fokus på Nvidia og Boeing
14:29 ECB sænker renten for anden gang i år
14:24 Baltic Dry-indekset falder 1,8 pct. til 1927 point
14:20 MT Højgaard løber med renoveringsopgave på 300 mio. kr.
12:59 Europa/aktier: DSV og chipsektoren medvirker til løft inden ventet rentedyk fra ECB
12:13 Obligationer/middag: Renten stiger op til ventet rentedyk fra ECB
11:56 Unicredits topchef ser overtagelse af Commerzbank som en af flere muligheder
11:53 Rater på containerfragt falder tungt og for ottende uge i træk
11:50 Aktier/middag: Tro på gigantopkøb sender DSV til tops inden ventet rentedyk fra ECB
11:42 Vindmølleordrer i Europa steg 11 pct. i første halvår: Elnettet er hovedflaskehalsen
11:39 Bavarian vil producere flere mpox-vacciner i år: Andre ordrer rykkes til 2025
11:33 Goldman Sachs venter mere aggressive centralbanker i Europa grundet svag vækst
11:30 Energiagentur: Kinesisk økonomi er årsag til fald i global olieefterspørgsel