Valuta: Japansk pengepolitik i fokus i stille præ-julehandel

Udgivet den 18-12-2023  |  kl. 06:32  |  

Den sidste uge, inden juleferien slår igennem, åbner stille på valutamarkedet mandag, hvor markedsdeltagernes eneste tilbageværende fokuspunkt inden årsskiftet er det pengepolitiske møde i den japanske centralbank, Bank of Japan.

Mødet strækker sig over to dage og afsluttes torsdag efterfulgt af en pressebriefing fra centralbankchef Kazuo Ueda, der skal redegøre for bankens beslutninger, som eventuelt kan indeholde indikationer om starten på bankens afvikling af den årelange ultra-løse pengepolitik.

Dollarindekset, der vejer den amerikanske valuta over for euro, japanske yen, pund sterling, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger mandag morgen ved 5-tiden i 102,54 mod 102,39 ved 17-tiden fredag eftermiddag og mod 103,94 for en uge siden.

Det store fokus på yen kommer efter at såvel den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og Den Europæiske Centralbank, ECB, begge har afsluttet årets sidste møder med uændrede renter, men med en samtidig en lettere divergerende holdning til renteudviklingen fremover.

- Federal Reserve har officielt åbnet døren til den næste cyklus af rentenedsættelser. Og selvom banken har været blevet kritiseret for være for lang tid om at hæve renterne, har de tydeligvis ingen intentioner om at spilde tiden, når det gælder om at sænke dem, siger investeringschef Franck Dixmier fra Allianz Global Investors ifølge Reuters.

ECB afviste i modsætning til Federal Reserve forventninger om forestående rentenedsættelser.

- ECB-præsident Christine Lagarde har gjort det klart, at rentenedsættelser ikke var på bordet, hvilket markerer en skarp kontrast til Federal Reserves tilgang, som forbliver intenst fokuseret på vækstrisici forbundet med at opretholde højere renter i en længere periode, siger investeringschef Monica Defend fra Amundi Investment Institute ifølge Reuters.

Nu ligger bolden så hos Bank of Japan, der håbes at ville klarlægge, hvor hurtigt centralbanken vil udfase den negative rentepolitik, efter at kommentarer fra guvernør Kazuo Ueda tidligere på måneden indikerede, at en afslutning på nul-rente- regimet er forestående.

Kommentarerne udløste en enorm styrkelse af yen under ret så volatile markedsforhold, men efterfulgt af et rekyl på nyheder om, at et politisk skifte næppe vil komme allerede i december. Så nu venter investorerne på tirsdagens meldinger.

- Mødet vil være relevant og vigtigt i forhold til, hvad Bank of Japan gør, og der er nogle i markedet, der stadig forventer, at der måske kommer en overraskelse. Vi har en tendens til at læne os op ad forestillingen om, at de stadig venter for at se flere beviser fra især arbejdsmarkedet om en lønvækst på op mod 2 pct. som minimum, siger valutastrateg Rodrigo Catril fra National Australia Bank i Sydney til Reuters.

Dollar koster mandag morgen ved 5-tiden 142,40 yen mod 141,75 yen fredag eftermiddag.

Euro ligger samtidig i 1,0910 dollar mod 1,0916 dollar fredag eftermiddag, og pund koster 1,2690 dollar mod 1,2691 dollar fredag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯