Valuta: Mindre dollarsvækkelse med inflationstal og rentemøde i horisonten

Udgivet den 09-04-2024  |  kl. 15:13  |  

Den amerikanske dollar svækkes en smule tirsdag, idet investorerne holder lidt igen forud for onsdagens inflationstal fra USA, samtidig med at renterne falder lidt tilbage.

Dollarindekset, der vægter den amerikanske valuta over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger tirsdag eftermiddag i 103,99 mod 104,12 mandag eftermiddag.

Futuremarkedet indikerer en samlet rentereduktion i år på 62 basispunkter, mens den tidligere stærke indikation af, at reduktionerne vil starte i juni synes mere og mere tvivlsom.

Det er også den laveste forventning til størrelsen på rentenedsættelserne i år og et stort fald fra forventningerne i januar på samlede nedsættelser på 150 basispoint i år.

Den amerikanske dollar endte lavere i sidste uge, da handlerne fordøjede blandede økonomiske nøgletal fra USA, herunder et uventet fald i den amerikanske ISM-erhvervstillid for servicesektoren og en større end ventet jobskabelse i den vigtige arbejdsmarkedsrapport.

- Vi skal altid være forsigtige med disse arbejdsmarkedstal, fordi de er meget sårbare over for væsentlige revisioner over tid, siger Guy Miller, markedschef hos Zurich Insurance Group, ifølge Reuters.

- Men det tegner et billede af et arbejdsmarked, der stadig er stramt, tilføjer han.

Bankerne i eurozonen godkendte færre realkreditlån sidste kvartal for første gang i over to år, samtidig med at efterspørgslen efter kredit blev ved med at falde som følge af høje låneomkostninger og en stagnerende økonomi, viser en opgørelse fra ECB tirsdag.

ECB's udlånsundersøgelse kan påvirke ECB's kommunikation på centralbankens rentemøde på torsdag, vurderer Shreyas Gopal, valutastrateg hos Deutsche Bank Research, ifølge Reuters.

Euro koster 1,0872 dollar mod 1,0854 dollar mandag eftermiddag, mens dollar handles til 151,76 yen mod 151,82 mandag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Forex❯