Valuta: Pund rammer højeste niveau i et år efter bedre økonomiske udsigter

Udgivet den 11-07-2024  |  kl. 16:12  |  

Det går bedre for den britiske økonomi, og det har torsdag givet luft under vingerne til pundet, der rammer stærkeste niveau i et år.

Pundet er løbende blevet styrket de seneste uger, før to begivenheder torsdag har givet det sidste skub.

I formiddags viste tal for briternes bruttonationalprodukt, BNP, at økonomien er vokset med 0,4 pct. i maj sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Det skal ses i sammenligning med en flad udvikling måneden inden, og desuden er det dobbelt så stor en vækst, som de 0,2 pct., der var ventet, viser tal fra Bloomberg.

Efterfølgende viste tal for den amerikansk inflation, at stigningen i forbrugerpriserne i USA aftager, og det gav endnu et skub opad for briternes valuta.

Dermed handles et pund til 1,2948 dollar torsdag eftermiddag mod 1,2830 dollar onsdag klokken 17. Kort før de amerikanske inflationstal blev offentliggjort, var niveauet desuden 1,2872 dollar per pund.

Den seneste tids fremgang skal ses i lyset af, at der nu er kommet mere ro på den politiske situation i Storbritannien, der for nyligt kunne se Keir Starmer blive ny premierminister efter et overbevisende valg til hans parti Labour.

- Storbritannien har nu indiskutabelt den mest stabile regering blandt G7-landende set over de næste fem år, hvis man ser på størrelsen af regeringens flertal, siger Shabab Jalinoos, valutachef hos UBS Investment Bank, ifølge Bloomberg.

Det har desuden fået Goldman Sachs til at anbefale køb af den britiske valuta, skriver mediet.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Forex❯