Valuta: Pund styrket efter beroligende ord fra Bailey

Udgivet den 28-03-2023  |  kl. 15:03  |  

Det britiske pund ligger tirsdag eftermiddag lettere styrket nær det stærkeste niveau mod dollar i næsten to måneder.

Beroligende ord om tilstanden i banksektoren fra chefen for Bank of England, Andrew Bailey, har været med til at give god stemning om pundet i dagens marked.

Det skriver Reuters.

I en høring i det britiske parlament gav han udtryk for, at der i Storbritannien ikke ventes stress i sektoren relateret til krakket i amerikanske Silicon Valley Bank og problemerne i schweiziske Credit Suisse, som over en hektisk weekend tidligere i marts blev overtaget af UBS.

Tirsdag ved 15-tiden koster et pund 1,2316 dollar mod 1,2273 dollar mandag kl. 17. Der er dermed ikke langt op til den kurs på 1,2340 dollar, som pund ramte torsdag, som var det højeste niveau siden 1. februar.

- Fokus er stadig meget på den opfattede stabilitet i banksystemet, siger Simon Harvey, som er chef for valutaanalyse hos Monex, ifølge Reuters.

Bank of England hævede i sidste uge sin ledende rente med 25 basispoint til 4,25 pct., men markedet hæftede sig ved vurderingen af, at en overraskende genopblussen af inflationen hurtigt ville aftage.

Det gav anledning til spekulationer om, at banken kan være færdige med at hæve renten i denne omgang.

Ifølge Reuters ses i pengemarkedet nu en 50 pct. sandsynlighed for ingen rentestigning, når Bank of England holder rentemøde i maj, mens der ses samme sandsynlighed for en rentestigning på 25 basispoint.

Dollar er tirsdag også blevet svækket mod euro, som ud på eftermiddagen koster 1,0835 dollar mod 1,0781 dollar mandag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Forex❯