Valuta: Stille ugestart inden bølge af økonomiske data ruller ind

Udgivet den 26-02-2024  |  kl. 06:32  |  

Der er ikke meget bølgeskvulp i valutamarkedet mandag morgen.

Stabile kurser og afdæmpet omsætningsvolumen præger markedet fra starten af ugen, der er proppet med vigtige økonomiske data, som ventes at ville give indikationer af de globale renteudsigter.

Dollarindekset, der vejer den amerikanske valuta over for euro, japanske yen, pund sterling, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger mandag morgen i 104,00 mod 103,95 ved 17-tiden fredag eftermiddag og mod 104,15 for en uge siden.

Vigtigst i løbet af ugen bliver muligvis det amerikansk prisindeks for personligt forbrug, kaldet PCE. Det er den amerikanske centralbank, Federal Reserves foretrukne mål for inflation.

Dataene fremlægges torsdag, og forventningerne lyder på en stigning på 0,4 pct. i januar på månedsbasis mod 0,2 pct. i december, mens det på årsbasis er en stigning på 2,8 pct. i januar mod 2,9 pct. i december.

Inflationsdataene vil få indflydelse på beslutningerne fra Federal Reserves pengepolitiske udvalg, Federal Open Market Committee (FOMC), når de træder sammen 20. marts.

Ugen byder også på inflationstal for eurozonen og Japan samt PMI-aflæsninger i Kina.

De japanske landsdækkende forbrugerpriser tirsdag forventes at vise, at kerneinflationen er faldet til en årlig stigningstakt på 1,8 pct. i januar, hvilket i så fald er det laveste siden marts 2022.

Hvis estimaterne står til troende, vil det komplicere den japanske centralbanks exit fra negative renter i de kommende måneder og fastholde presset på yen på kort sigt.

- Siden slutningen af sidste år har markedet været fokuseret på Bank of Japans pengepolitiske møder i marts eller april, da det sandsynligvis vil sætte en stopper for centralbankens negative rentepolitik, siger valutastrateg Jane Foley fra Rabobank ifølge Reuters.

Men de seneste vækstdata fra Japan viste, at landet gled ind i teknisk recession i andet halvår 2023, og det har dæmpet noget af markedets entusiasme omkring tempoet i monetære stramninger fra Bank of Japan.

Det fortsatte pres på yen på grund af nul-rentepolitikken modsvares af frygt for intervention fra myndighedernes side - en intervention, der adskillige gange er indikeret vil finde sted, hvis yen presses yderligere i knæ.

Det har fået en måneds impliceret volatilitet i forholdet mellem dollar og yen, der er et mål for den forventede bevægelse i perioden, til at falde til det laveste niveau siden marts 2022.

- Dollar-yen ser ud til at være fanget mellem Finansministeriet, der truer med indgreb for at styrke yen, mens Bank of Japan verbalt taler chancen for rentestigninger ned, hvilket svækker valutaen, siger valutastrateg David Forrester fra Credit Agricole CIB i Singapore til Bloomberg News.

De seneste data fra U.S. Commodity Futures Trading Commission viser, at positioner rettet mod yen er steget til omkring 10 mia. dollar i sidste uge, det største siden november.

Dollar koster mandag morgen 150,48 yen mod 150,53 yen fredag eftermiddag.

Euro ligger samtidig i 1,0819 dollar mod 1,0821 dollar fredag eftermiddag, og pund koster 1,2659 dollar mod 1,2677 dollar fredag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder

12:50 Europa/aktier: Luksusaktier under pres fra Kina - forsat mismod efter amerikansk valg
11:50 Obligationer/middag: Rentefald frem mod amerikanske nøgletal
11:46 Huscompagniets topchef om udsigterne: Vi ser ind i et bedre marked nu
11:43 Aktier/middag: GN og Zealand op på analysenyt - banker tynges af udsigt til lavere renter
10:50 GN får købsanbefaling hos Jyske Bank efter store kursfald
10:18 Zealand Pharma løftes til "hold": Danske Bank afventer nyt om Novos arvtager
09:54 Kina præsenterer nyt tiltag til at pumpe liv i svækket økonomi
09:50 Zealand sidder med stort potentiale på hånden: JPMorgan indleder med "overvægt"
09:37 Chemometec får smilene frem hos investorerne efter regnskab
09:27 Sony opjusterer efter stærkt musik- og spilsalg
09:20 Zealand Pharma får løftet anbefalingen til "hold" hos Danske Bank
09:16 Torm får reduceret endnu et kursmål efter nedjustering
09:11 Aktier/åbning: Zealand topper grøn start for C25 - Vestas atter i bunden
08:44 Obligationer/åbning: Renterne slår kontra og tager lille stigning fra start
08:38 Ørsted får sænket kursmålet hos Arctic
08:34 Råvarer: Oliepriserne på vej mod ugentlig stigning trods dyk
08:24 Vestas får skåret yderligere i suverænt laveste kursmål - sænkes til 80 kr. af Barclays
08:21 Novo får skåret kursmålet til 772 kr. fra 855 kr. af tysk finanshus
08:20 Mere positivt nyt til Mærsk: Rateindeks fortsætter i positivt spor
08:19 Aktier/tendens: Vestas får flere kursmålsklø før ventet lysegrøn start