Valuta: Stillestående marked op til økonomiske indikationer

Udgivet den 27-02-2024  |  kl. 06:32  |  

Investorerne står fortsat solidt placeret på sidelinjen tirsdag morgen, hvor de i lighed med aktører på de øvrige finansielle markeder afventer ugens vigtige amerikanske økonomiske data.

Dollarindekset, der vægter amerikanske valuta over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger tirsdag morgen i 103,77 mod 103,80 mandag eftermiddag.

- Et fortsat blødt dollarindeks er ikke helt betegnende for udviklingen i dollarkursen frem til nu, og de vigtige kommende data kan om noget potentielt give dollar et yderligere skub op. Størstedelen af dollarindeksets stigninger i år har udfoldet sig på baggrund af en håndfuld specifikke data, og bortset fra det har der været tale om en decideret konsolidering, skriver chefstrateg Richard Franulovich fra Westpac i et notat ifølge Reuters.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har igen og igen understreget sin dataafhængighed i beslutningsprocessen for pengepolitikken, og med de næste dages tal for forbrugertillid, BNP-vækst og ikke mindst PCE-kerneprisdeflator holder markedsdeltagerne sig tilbage fra enhver form for aktivitet.

PCE-kerneprisdeflatoren, der er et udtryk for den overordnede inflation i det personlige forbrug og som er Federal Reserves primære inflationsindikator, offentliggøres torsdag, og den vil få indflydelse på vurderingen af kampen mod inflationen, når bankens monetære udvalg, Federal Open Market Committee, FOMC, samles i marts.

Markedet har så godt som udelukket en rentereduktion på FOMC-mødet i marts, og forventningerne om en nedsættelse er udskudt til juni fra maj, ifølge CME's FedWatch.

Dollar koster tirsdag morgen 150,49 yen mod 150,75 yen mandag eftermiddag.

Euro koster 1,0852 dollar mod 1,0851 dollar mandag eftermiddag, og pund koster 1,2679 dollar mod 1,2683 dollar mandag.

I det mere spekulative hjørne af valutamarkedet er den førende kryptovaluta, bitcoin, styrket til et mere end to-årigt højdepunkt, efter at software-firmaet Microstrategy oplyste, at have købt omkring 3000 tokens for 155 mio. dollar.

Bitcoin handles tirsdag morgen til 55.885 dollar efter at have toppet lige over 57.000 dollar for første gang siden december 2021 i den tidlige handel i Asien. Mandag eftermiddag var prisen 52.867 dollar.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯