Valuta: Valutakurs-ryk blev hurtigt normaliseret
Torsdagens markant forskydninger mellem de store valutakurs-kryds i kølvandet på ECBs kommentarer om, at euro-renten vil blive holdt nede i en rum tid, fik hurtigt en ende.
Fredag morgen fortsætter den igangværende tilbagevenden til niveuerne inden centralbankchef Mario Draghi noterede, at ECB, styrker forpligtelsen til at holde den europæiske rente lav i lige så lang tid, som det er nødvendigt, for at styrke euro zonens økonomi.
Euro koster fredag morgen 1,3610 dollar, mens dollar står i 104,90 yen. Torsdag ved 17-tiden kostede euro 1,3570 dollar, mens en dollar kostede 104,65 yen.
Samtidig går der 142,85 yen på en euro fredag morgen mod 142,10 yen torsdag eftermiddag.
Markedet afventer den amerikanske arbejdsmarkedsrapport senere fredag, hvor udviklingen i jobskabelsen og arbejdsløsheden kan få afgørende indflydelse på den amerikanske centralbanks nuværende oplæg til en reduktionstakt på 10 mia. dollar per måned i de igangværende obligationsopkøb.
Seneste besluttede centralbankens pengepolitiske komite - Federal Open Marked Committee - at neddrosle opkøbene fra 85 mia. dollar til 75 mia. dollar med virkning fra indeværende måned. Et sæt stærke data kan øge hastigheden af afviklingen af programmet og dermed fremskynde det tidspunkt, hvor Federal Reserve vil starte en normalisering af renteniveauet i verdens største økonomi.
Et øget renteniveau i USA vil samtidig udvide renteforskellen til såvel euro som yen, idet både Den Europæiske Centralbank og Bank of Japan via en yderst lempelig pengepolitik holder de respektive renter kunstigt nede. Og fra begge centralbankers side, er der lagt op til en længerevarende periode med yderst begrænsede renteniveauer, idet en lav rente ses som en reel mulighed for at stimulere et økonomisk opsving.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk