Valuta: Yderst begrænsede udsving op til inflationsrapport fra USA

Udgivet den 13-02-2024  |  kl. 06:13  |  

Investorerne fastholder et dollar-positivt syn i et yderst stabilt valutamarked tirsdag morgen i en volumenfattig handel, mens markederne i Kina og Hongkong fortsat er lukket for månenytåret.

Investorerne afventer dagens vigtige amerikanske inflationsdata, der vil have stor vægt i den amerikanske centralbank, Federal Reserves vurdering af pengepolitikken på det kommende møde i bankens monetære udvalg, Federal Open Market Committee, FOMC.

Dollarindekset, der vægter amerikanske valuta over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger tirsdag morgen i 104,23 mod 104,20 mandag eftermiddag.

JAPANSKE YEN BAG RELATIV DOLLARSTYRKE

Japanske yen er en af årsagerne til den amerikanske dollars relative styrke.

Yen er svækket mere end 5 pct. i forhold til dollar i år-til-dato, og valutaen er under et vedvarende pres, da investorerne er i gang med at reducere forventningerne til omfanget og tempoet i den amerikanske centralbanks forventede kommende rentereduktioner.

Og i fraværet af de japanske myndigheder og markedsdeltagere mandag svækkede investorerne den japanske valuta til et niveau tæt på den psykologiske tærskel på 150 yen, som analytikere vurderer sandsynligvis vil udløse yderligere rygradsreaktion fra japanske embedsmænd i et forsøg på at støtte valutaen og stoppe yderligere svækkelse.

Samtidig tyder kommentarer fra japanske centralbankfolk på, at selv om Bank of Japan vil forlader den nuværende pengepolitik med negative renter i år, bliver det ikke med nogen som helst form for aggressive renteforhøjelser.

- Det er lidt af en rentehistorie. Renterne i USA er omkring det højeste i 2024, så det har bestemt hjulpet dollar mod yen. Men med en så lav volatilitet bliver det også understøttet af "carry handel", siger analytiker Tony Sycamore fra IG Australia i Sydney til Reuters.

Carry handel er en strategi, hvor investorer drager fordel af renteforskellen mellem to valutaer via køb af en valuta med en høj rente og finansiering af købet med lån af en valuta med lav rente og derigennem tjene på renteforskellen.

Det indebærer dog en kursrisiko, men netop denne risiko har længe været yderst begrænset på grund af det stabile marked med Bank of Japan, der imødegår enhver yderligere svækkelse af yen, mens presset for netop en svækkelse fortsat består.

- I 2024 har markederne været ret glade for at øge risikoen i deres porteføljer, og carry-handlen er bestemt en del af det, som understøtter dollar mod yen på grund af renteforskellen, siger Tony Sycamore.

AMERIKANSK INFLATIONSRAPPORT AFVENTES

Forude venter dagens og ugens vigtigste nøgletal, januars inflationsrapport fra USA.

Dataene for forbrugerprisvæksten ventes at kaste lidt mere klarhed over, hvor hurtigt og hvor meget, Federal Reserve vil sænke renten i år.

En række ret så robuste amerikanske økonomiske data, især en solid arbejdsmarkedsrapport tidligere på måneden, har øget forventningerne om, at de amerikanske renter sandsynligvis vil blive holdt høje i et godt stykke tid.

- Naturligvis har den amerikanske dollar virkelig nydt godt af de robuste data, vi har set for nylig, og vi har ligesom set, at den overlegne amerikanske økonomiske præstation virkelig er det, der overordnet driver valutamarkedet. Vi ser ikke rigtig det samme styrkeniveau i Europa eller andre steder i Asien, og det appellerer helt klart til dollar, siger analytiker Kyle Rodda fra Capital.com ifølge Reuters.

Markedet indregner rentereduktioner på 110 basispoint i år, hvor der ved årsskiftet var ventet lempelser på omkring 160 basispoint.

Næste FOMC-møde finder sted i starten af marts.

Dollar koster 149,49 yen mod 149,46 yen mandag eftermiddag.

Euro koster tirsdag morgen 1,0762 dollar mod 1,0768 dollar mandag eftermiddag, og pund koster 1,2613 dollar mod 1,2615 dollar mandag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder