Valuta: Yen genoptager svækkelsen

Udgivet den 15-02-2013  |  kl. 15:32  |  

På valutamarkedet har yennen fredag eftermiddag genoptaget tendensen til at miste værdi mod de øvrige hovedvalutaer, efter at den japanske valuta tidligere på ugen ellers var kommet i medvind på mediernes megen snak om valutakrig og G7-landenes opfordring til at undgå brug af valutakurser som politiske mål.

Yen lå tidligere fredag styrket i 92,23 yen per dollar, men det blev der hurtigt ændret på, da Bloomberg News med henvisning til en anonym kilde fra G20-mødet i Moskva kunne fortælle, at det seneste udkast til en fælles udtalelse fra mødet ikke vil gentage opfordringen fra G7-landene tidligere på ugen. I stedet vil den gentage meldingen fra G20-mødet i november om, at valutakurser bør bestemmes af finansmarkedet.

Det har svækket yen, der i løbet af en god time er gået fra 92,75 yen per dollar til 93,51 yen per dollar. I samme tidsrum er den japanske valuta blevet svækket til 124,88 yen per euro fra 123,50 yen per euro.

Yen er på det seneste blevet svækket hastigt som følge af kommentarer fra centralt politisk hold, der har indikeret, at der er yderligere pengepolitiske lempelser på vej i landet. Det har fået pressen til at tale om valutakrig, mens IMF så sent som torsdag kaldte den diskussion for overdrevet. En talsmand fra IMF sagde ifølge Bloomberg News, at beregninger ikke viser nogen væsentlige afvigelser fra valutaernes fair værdi.

Bank of Japans chef, Masaaki Shirakawa, forsvarede fredag Japans økonomiske strategi med argumentet om, at den sigter mod at bryde 15 år med deflation og ikke at svække yennen, refererer Bloomberg.

- Det, der er, er en debat om anvendelsen af monetær politik på tværs af en række udviklede økonomier, udtalte den australske finansminister, Wayne Swan, til en skare af journalister i Moskva og fortsatte:

- Så langt den monetære politik er rettet mod at skabe stærkere vækst i den indenlandske økonomi, er det en god ting for den globale økonomi, sagde australieren ifølge det amerikanske nyhedsbureau.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk