Valuta: Yen let styrket efter advarsler om mulig indgriben

Udgivet den 25-03-2024  |  kl. 15:46  |  

Den japanske yen er styrket let mandag, hvor der er udsendt advarsler om en intervention, da styrkelsen af dollar presser yen mod det svageste niveau i flere årtier.

Japans finansministerium vurderer mandag, at yens nuværende svækkede værdi ikke afspejler fundamentale faktorer. Og det har fået vicefinansminister Masato Kanda til at forberede markedet på mulige indgreb.

En dollar koster mandag eftermiddag 151,15 yen mod 151,37 fredag eftermiddag.

- Han vil tydeligvis have handlerne til at være på vagt over for tegn på indgreb, siger Karl Schamotta, chefmarkedsstrateg hos Corpay i Toronto, ifølge Reuters.

Advarslen kommer i kølvandet af Bank of Japans pengepolitiske stramning for en uge siden, der var den første renteforhøjelse i flere årtier.

- Det er klart, at der er spekulative handlinger bag den nuværende svage yen. Vi kan ikke tolerere overdreven bevægelse baseret på spekulation, som har en enorm negativ effekt på den nationale økonomi, lyder fra vicefinansminister Masato Kanda mandag morgen.

- Vi vil træffe passende foranstaltninger mod overdreven bevægelse uden at udelukke nogen midler, tilføjer han.

Det afgørende er, at investorerne fortsat anser renterne i Japan som yderst lave, og med centralbankchef Kazuo Uedas understregning af, at renterne vil forblive lave i nogen tid endnu, er der fortsat pres på den svækkede yen grundet den markante renteforskel til USA.

Ifølge Reuters holder handlende øje med niveauet omkring 152 for tegn på mulig indgriben.

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder