Valuta: Yen viger fra tinderne efter mandagsforskrækkelse

Udgivet den 06-08-2024  |  kl. 13:20  |  

Yen svækkes over hele linjen tirsdag, efter at Japans valuta mandag bragede frem og gjorde op med lang tids svækkelse over for særligt den amerikanske dollar

Tirsdag handles dollar til 144,96 yen mod 142,66 yen mandag klokken 17.

- Vores holdning er, at markedet forhastede sig lidt, og at man er mødt ind i morges og har indset det. Derfor ser vi, at dollar styrkes, og at dollar-yen retter sig tilbage, siger valutastrateg Nick Rees fra Monex Europe til Reuters.

Yen blev mandag styrket af en stor afvikling af carry-handler, hvor investorer har taget lån i lavrentevalutaer for at investere i valutaer med højere renter - for eksempel dollar.

En giftig cocktail bestående af en japansk renteforhøjelse og skuffende nøgletal fra USA sidste uge fik dog handlerne til at sælge ud for at få afviklet lånene.

Det skabte store fald i særligt Japan og i mindre grad i Europa og USA. Tirsdag er udviklingen dog mere eller mindre vendt i Japan, hvor det store aktieindeks Nikkei 225 rettede sig med en stigning på 10,2 pct. efter et fald på over 12 pct. mandag.

Styrkelsen af dollar sker også, på trods af at markedet er begyndt at indregne drastiske rentenedsættelser fra USA's centralbank, Federal Reserve.

Mandag opfordrede flere økonomer og en professor ved Wharton Business School til drastiske rentenedsættelser for at komme den amerikanske økonomi til undsætning.

Professor Jeremy Siegel opfordrede således til en nødsænkning på 75 basispoint og yderligere 75 basispoint, når Federal Reserve mødes i september.

I alt indregner markedet nu, at renten vil blive nedsat med 110 basispoint i år, hvoraf de første 50 basispoint af flertallet ventes i september.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Forex❯