Venstre: Hellere obligatorisk medieundervisning i skolen end reklameforbud

Udgivet den 03-08-1999  |  kl. 12:33  |  

København--3. august--NetPosten--Venstres medieordfører, Jens Rohde, foreslår på baggrund af den megen debat om børnereklamer, at kommunikation og medier indføres som et obligatorisk fag lige fra grundskolens mindste klasse-trin. Jens Rohde mener, at en forældet dannelsestradition og en medieforskrækkelse i årevis har forhindret indførelsen af levende billeder i skolen.

- Mange unge er fortrolige med både tv, video, multimedier og internettet. Alligevel efterlades adskillige med fragmenteret viden om episoder og afsnit eller reklamer, de har været mere eller mindre passive tilskuere til foran skærmen. Det afføder naturligvis spørgsmål i de unges hoveder, og folkeskolen bør være med til at besvare en del af de mange spørgsmål børn og unge har, siger Jens Rohde.

Udgivet af: NPinvestordk