Verdens ti bedst betalte topchefer får Fruergaards lønpakke til at blegne

Udgivet den 18-06-2024  |  kl. 11:26  |  

Selv om Novo Nordisk er verdens næststørste medicinalselskab målt på markedsværdi, så halter administrerende direktør Lars Fruergaard Jørgensens løn gevaldigt efter konkurrenternes.

Det fremgår med al tydelighed af en opgørelse fra branchemediet Fiercepharma. Her er Lars Fruergaard Jørgensen end ikke er nævnt, da han ligger langt uden for top ti.

Samlet inklusive pension, bonusser og aktieordninger er Novos topchef ellers ganske godt med i dansk regi, da han indkasserede 68,2 mio. kr. sidste år.

Det placerede ham som toer i Danmark efter DSV's nu tidligere topchef Jens Bjørn Andersen, der fik 95,2 mio. kr. godt hjulpet på vej af en fratrædelsesbonus på over 60 mio. kr.

Men i internationalt perspektiv blegner de danske direktørlønninger.

Bedst lønnet i medicinalbranchen er Joaquin Duato, topchef for Johnson & Johnson, der hentede en samlet lønpakke på 28,4 mio. dollar, eller lige under 198 mio. kr. omregnet med dagens dollarkurs.

Og toer på listen er David Ricks, topchef for Novo Nordisks mest direkte konkurrent, Eli Lilly. Han tjente omregnet 185 mio. kr. sidste år, viser Fiercepharmas opgørelse.

Selv tieren på listen, amerikanske Merck & Co.'s administrerende direktør, Robert Davis, tjener mere end det dobbelte af Lars Fruergaard Jørgensen, eller over 141 mio. kr.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder