Vestas: Investorer trækker sig i erstatningssag mod eksledelse

Udgivet den 18-09-2020  |  kl. 10:22  |  
Arkiv: Foto

Gruppen af omkring 40 institutionelle Vestas-investorer, der har anklaget vindmølleproducentens tidligere topskikkelser Ditlev Engel og Bent Erik Carlsen for at misledt markedet, har trukket deres erstatningssag tilbage.

Det skriver Jyllands-Posten på sit netmedie Finans.dk

Sagsøgerne betaler samtidig 2,25 mio. kr. i sagsomkostninger til de anklagede.

Det er i løbet af retssagen blevet klart for investorgruppen, at de mangler nødvendig opbakning til deres anklager hos de indkaldte vidner.

To af vidnerne udeblev fra retssagen, mens den tidligere økonomidirektør Henrik Nørremark - der i sin tid blev fyret af Bent Erik Carlsen - ikke leverede noget skyts til sagsøgerne.

Det var ifølge Jyllands-Posten planen, at de sidste vidner skulle afhøres mandag, inden de endelige konklusioner af bevisførelse skulle forelægges for retten.

Anklagerne mod eksledelsen lød, at Vestas i 2009 og 2010 overdrev sine forventninger til regnskabsåret 2010 - selv længe efter, at selskabet vidste, det ikke kunne leve op til målsætningerne.

Samtidig skulle Vestas angiveligt have ændret sine regnskabsprincipper i regnskabet for 2010 med det formål at skjule en nedjustering.

Selskabets udmeldinger fik derfor handlere til at betale kunstigt høje priser for selskabets aktie, lød anklagen.

Link til originalartikel: https://finans.dk/erhverv/ECE12408201/vestasinvestorer-opgiver-erstatnin...

/ritzau/FINANS

Anders Krog Kristiansen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder