Vestas: Michigan-projekt er en del af ordrebogen
Vestas bekræfter over for Ritzau Finans, at den ordre, som selskabet offentliggjorde 15. oktober 2015, omfatter mølleleverancer til Michigan-vindprojektet Deerfield, som Res Americas udvikler sammen med Algonquin Power & Utilities.
I meddelelsen i sidste uge undlod Vestas på kundens opfordring at oplyse om kunde- og projektnavn, men efter at Algonquin Power & Utilities mandag kunne fortælle, at det var blevet joint venture-partner med Res Americas på projektet, kan Vestas nu bekræfte, at ordren omfatter leverancer til det pågældende projekt.
Vestas opgjorde i sin meddelelse 15. oktober ordren til 72 møller af typen V110-2.0 MW med en samlet kapacitet på 144 megawatt, hvilket ikke stemmer helt overens med de informationer, der mandag kom frem i meddelelsen fra Algonquin, som her taler om 150 megawatt.
- Projektet vil anvende dokumenteret mølleteknologi bestående af 44 Vestas V110-2.0 vindmøller og 28 Vestas V110-2.2 møller og er estimeret til at generere 555,2 gigawatt-timer årligt, skrev Algonquin Power & Utilities i meddelelsen. Projektet, som ventes at stå færdigt frem mod udgangen af 2016, ventes samlet set at koste 303 mio. dollar at opføre, blev det endvidere oplyst.
/ritzau/FINANS