Vestas / PensionDanmark investerer i stor offshore vindpark i US

Udgivet den 19-06-2013  |  kl. 06:57  |  

PensionDanmark har via Copenhagen Infrastructure Partners givet et investeringstilsagn på 1,2 mia. kr. til realisering af USA's første havmøllepark, Cape Wind, i Nantucket Sound ud for kysten ved Massachusetts. Det skrev selskabet i en pressemeddelelse tirsdag.

Der er tale om en vindmøllepark på 468 MW, som skal bestå af 130 styks 3,6 MW vindmøller fra Vestas' konkurrent Siemens.

- Med den planlagte investering i Cape Wind genbruger vi vores erfaringer fra investeringerne i havmølleparkerne ved Nysted og Anholt. Vi forventer, at også Cape Wind-investeringen vil give vores medlemmer et stabilt og attraktivt afkast, udtalte adm. direktør for PensionDanmark Torben Möger Pedersen.

Investeringen sker gennem fonden Copenhagen Infrastructure I, der administreres af Copenhagen Infrastructure Partners (CIP). PensionDanmark tog initiativ til etablering af CIP i 2012 og er med et kapitaltilsagn på 6 mia. kr. eneste investor i Copenhagen Infrastructure I. Investeringen i Cape Wind er fondens første investering.

Udgivet af: Aktiefokus