Vestas: Stor kursstigning forduftede
Vestas-aktien vendte mandag eftermiddag til minus, efter at den ved middagstid havde ligget til en stigning på næsten syv procent. Der har ifølge en aktiehandler, som Ritzau Finans har talt med, ikke været nyheder ude, der kan forklare den markante vending.
- Man kan også stille spørgsmålstegn ved, hvad der skulle trække aktien så voldsomt opad. Det, der overraskede os lidt, var også, at den har kørt så meget op de sidste dage, uden at der har været de store nyheder ude. Der var noget snak om, at der skulle have været foregået noget short-covering i aktien, men en undersøgelse viser, at det ikke har været tilfældet, siger afdelingschef Ole Kjær Jensen fra Sydbank til Ritzau Finans.
De foregående tre uger uger steg Vestas-aktien næsten 30 pct. til en kurs fredag på 32,5 kr., og mandag lige over middag viste den en stigning på yderligere 6,5 pct. til kurs 34,69 - før den siden faldt og lukkede i kurs 32,14 svarende til et fald på 1,1 pct. siden fredag.
- Hvad der har presset aktien ned hen over eftermiddagen skal jeg lade være usagt. Aktien er svær at blive klog på, der er store udsving i øjeblikket, og det vil der nok være frem mod onsdagens regnskabet, hvor der vil være fokus på de strategiske tiltag fra selskabets side, siger Ole Kjær Jensen.
De sidste ugers stigning fik flere til at pege på, at det kunne hænge sammen med investorers afdækning af korte positioner i aktien. Statistik fra Data Explorers peger imidlertid på, at Vestas-aktien er stærkt shortet forud for onsdagens halvårsregnskab fra selskabet. Faktisk er det den klart mest shortede aktie, blandt de europæiske selskaber der aflægger regnskab i denne uge, hvilket indikerer en stærk tro blandt investorer på, at Vestas-aktien kan stå foran et nyt tilbagefald.
Data Explorers skrev i en opgørelse udsendt fredag, at 19,3 pct. af aktierne i Vestas er udlånt, og at det er tale om en stigning på 3 pct. i løbet af den seneste måned. At gå short i en aktie dækker over at sælge en lånt aktie med henblik på at købe den tilbage på et senere tidspunkt - hvilket investor naturligvis håber vil kunne ske til en lavere kurs end den pris, som den lånte aktie blev solgt til.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk