Vestjysk Bank / Berlingske: Klar til salg

Udgivet den 26-09-2012  |  kl. 07:36  |  

Vestjysks pludselige voldsomme nedskrivninger og chefskifte er et led i planen om, at gøre den ellers trængte bank klar til et salg. Således kan staten komme bedst muligt ud af projektet, vurderer flere eksperter overfor Berlingske Business.

- Det er min vurdering, at vi her har at gøre med en bank med en formand med et godt ry og rygte. Han er indsat af staten, og han har kun en opgave på skatteydernes vegne, nemlig at banken skal gøres så værdifuld, så statens aktier kan sælges på børsen eller til en anden bank. Staten skal nemlig ikke eje kommercielle banker, og dette er et skridt på vejen, udtaler seniorrådgiver ved Aalborg Universitet Lars Krull til Berlingske.

Vestjysk Banks ledelse er nu den samme som i Aarhus Lokalbank, der fusionerede med Vestjysk Bank for et halvt år siden. I den tidligere østjyske bank blev den nuværende formand i Vestjysk Bank Carsten Andersen og den nytiltrådte direktør Vagn Thorsager, indsat af staten. Det er altså igen den samme ledelse, som staten fik sat ind i Aarhus Lokalbank inden banken fusionerede.

Udgivet af: Aktiefokus