Viborg dropper satsning på herrehåndbold og nedjusterer
Der er ikke plads til både at have et stærkt herre- og kvindehåndboldhold i Viborg. Den konklusion er Viborg HK nået frem til efter et mislykket forsøg på at føre begge klubbens hold til succes i den bedste række. Det oplyser klubben sent tirsdag og justerer forventningerne.
Viborg HK venter nu et underskud på 2 til 5 millioner kroner. Efter første kvartal 7. november lød forventningerne på mellem et underskud på 3 mio. kr. og et overskud på 1 mio. kr.
- Justeringen skyldes primært dameholdets manglende succes i Champions League i indeværende sæson og heraf følgende nedgang i indtægterne på grund af et færre antal tv-kampe end forventet. Manglende sponsoromsætning som følge af et presset sponsormarked samt omkostninger forbundet med den netop vedtagne nye strategi spiller ligeledes ind i forhold til justeringen af forventningerne, skriver Viborg HK.
Der igangsættes derfor en spareplan, der blandet andet indebærer en markant trimning af organisationen. I alt foretages i det kommende regnskabsår besparelser for mellem 10 og 12 millioner kroner set i forhold til budgettet for 2012/2013.
Lukningen af af herrehåndboldholdet har ikke været nem.
- Det har været en meget vanskelig og smertefuld beslutning for bestyrelsen, siger bestyrelsesformanden, Ove Kloch, til klubbens hjemmeside.
- Det er ikke mindst beklageligt i forhold til spillere og ledere i herreafdelingen, som har leveret et meget professionelt og dedikeret stykke arbejde under vanskelige betingelser.
- I en periode, hvor det til stadighed er nødvendigt med meget stærkt fokus på omkostningerne, må det imidlertid konkluderes, at klubben allerede har skåret for dybt over en bred kam i bestræbelserne på at gøre os gældende på højeste niveau hos begge køn, erkender Ove Kloch.
Viborgs kvindehold fører dameligaen, mens herrerne blot er nummer 11.
Med til historien hører også, at det tidligere så succesrige kvindehold har haft meget vanskeligt ved at begå sig i Champions League, som klubben har vundet tre gange de seneste år.
I denne sæson røg Viborg ud efter gruppespillet efter seks nederlag i lige så mange kampe.
- Derfor samler vi nu alle kræfter på at skabe ét enkelt fremragende produkt på damesiden, som kan begejstre og skabe både sportslig og økonomisk fremgang for selskabet.
- Dertil får vi så et udviklingsprodukt på herresiden, som, i endnu højere grad end i dag, kommer til at understøtte vores talentudvikling på Sports Academy Viborg, og som forhåbentlig på sigt kan medføre en ny opblomstring af herrehåndbolden i klubben gennem udvikling af egne talenter, siger Ove Kloch.
/ritzau/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk