Vind 100000 kr i NetPostens aktiespil

Udgivet den 10-03-2008  |  kl. 07:52  |  

I dag skyder MetroXpress og NetPosten.dk et aktiespil i gang. Førstepræmien er 100.000 skattefri kr., og med omtanke og lidt held kan de ende i din lomme. Alle kan deltage, og det er gratis at være med. Tilmeld dig på www.aktiespil.netposten.dk.

Hver deltager i spillet får en million fiktive kroner at investere for, og erfaring med aktiehandel er ikke et krav, da spillet er meget enkelt bygget op og nemt at gå til.

Udover hovedpræmien på 100.000 kr., der sponsoreres af Arbejdernes Landsbank, vil der gennem spillet være mulighed for at vinde en lang række andre præmier. Blandt andet rejser til Island og USA med Icelandair.

Og for at give deltagerne de bedst mulige betingelser for at klare sig godt, indledes med et opvarmningsspil, hvor det er muligt risikofrit at få et indblik i, hvordan man griber investeringerne an. I opvarmningsspillet dystes om en fladskærm til en værdi af 10.000 kr.

Efter opvarmningsspillet, der løber fra 10. marts til 4. april, nulstilles alle konti, og hovedspillet går i gang. Det er dog ikke noget krav, at man er med i opvarmningsspillet, og man kan også vælge at kaste sig ud i selve spillet, når det skydes i gang mandag den 7. april.

Hovedspillet løber fra mandag den 7. april og indtil Københavns Fondsbørs lukker fredag den 30. maj kl. 17.00, hvorefter vinderen udpeges. Det er muligt at tilmelde sig spillet helt frem til søndag den 4. maj.

Hver uge vil der være præmier til den bedste investor. Her vil man kunne vinde ’rigtige’ aktier i investeringsselskabet DK Trends, og blandt alle deltagere bliver der trukket lod om en festlig aften hos Wallmanns i Cirkusbygningen i København for 12 mennesker til en værdi af 20.000 kr.

Videre vil der hver uge her i avisen være tips og råd fra aktieanalytiker Lars Persson fra NetPosten, der kan være til hjælp under spillet. Desuden kan der dagligt findes nyheder fra finansverdenen og aktiespillet på www.netposten.dk og www.aktiespil.netposten.dk.


/asb

Udgivet af: NPinvestordk