Vodafone sendes ned trods stærkt regnskab: Markedet ser modvind forude
Det britiske teleselskab Vodafone får en ublid modtagelse for sit regnskab for tredje kvartal mandag, selv om det ellers viste større vækst i omsætningen end ventet.
Hos den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley vurderes det dog, at toplinjevæksten kan aftage i fjerde kvartal af den forskudte periode 2023/24.
Flere analytikere frygter endvidere ifølge Bloomberg News, at Vodafones tyske forretning kan blive ramt af en opbremsning. Heriblandt er Georgios Ierodiaconou fra Citi, der ser en risiko for, at den tyske forretning vil "forværres væsentligt" af en aftagende omsætning fra TV-forretningen.
I tredje kvartal realiserede Vodafone en organisk vækst i serviceomsætningen på 4,7 pct. Her havde analytikere adspurgt af Bloomberg News regnet med 4,27 pct.
Serviceomsætningen landede på 9,38 mia. euro. Det svarer til en tilbagegang på 1,4 pct. på årsbasis, mens analytikerne havde regnet med en afmatning til 9,31 mia. euro.
Vodafone fastholder sine forventninger til 2023/24 om et justeret driftsresultat før af- og nedskrivninger på 13,3 mia. euro efter lejeomkostninger. Her ventede analytikerne 13,12 mia. euro.
Dertil ventes frie pengestrømme på justeret basis på 3,3 mia. euro.
Teleselskabets aktie bakker 0,9 pct. til 67,969 pence på børsen i London.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯ Udenlandsk selskab❯