VT Holding sælger Gram Commercial og opjusterer med 30 mio

Udgivet den 18-07-2005  |  kl. 08:46  |  

Der er indgået betinget aftale om salg af VT Holdings 100 pct. ejede datterselskab Gram Commercial. Køber er den daglige ledelse i Gram Commercial og LD Equity, fremgår det mandag morgen af en fondsbørsmeddelelse.

Gram Commercial producerer og sælger køle- og fryseskabe, køleborde, blæstkølere og kølerum til det kommercielle marked, hvor kunderne primært er hoteller, restauranter, sygehuse, plejehjem, pubkæder og bagerier.

Der er aftalt en pris på 110 mio. kr. på gældfri basis, og handelen forventes gennemført i august 2005.

Som følge af det betingede salg af Gram Commercial, samt udviklingen i koncernens selskaber i øvrigt, opjusterer VT Holding forventningerne til det ordinære resultat før skat for 2005 til niveauet 100-110 mio. kr. mod tidligere niveauet 70-80 mio. kr.

Udgivet af: NPinvestordk