Walgreen ramt af faldende indtjening
Den amerikanske apotekerkæde Walgreen har aflagt sit forskudte regnskab for første kvartal, hvor aktien indikeres 6,2 pct. lavere i førmarkedet efter en skuffende indtjening.
Walgreens omsætning steg 4,7 pct. i første kvartal til 18,16 mia. dollar, hvilket er på linje med forventningerne, idet selskabet har aflagt omsætningstal for kvartalet. Omsætningsvæksten fra butikker åbent mere end et år blev på 2,5 pct. Indtjeningen eksklusive ekstraordinære poster steg til 63 cent per aktie fra 62 cent per aktie for samme kvartal året før. Det skuffede i forhold til analytikerkonsensus på 67 cent per aktie.
Resultatet er ramt af 1 cent per aktie i forbindelse med en forsinket hoste/forkølelsesperiode, mens beslutningen om ikke længere at være en del af Express Scripts apotekerleveringsnetværk også ramte indtjeningen med 1 cent per aktie.
Salget af receptpligtig medicin, som udgør 65,5 pct. af det samlede salg, steg 4,2 pct., mens receptpligtig medicin i butikker åbent mere end et år steg 2,6 pct. I kvartalet udfyldte selskabet 208 mio. recepter, hvilket var en stigning på 2,5 pct.