Wework: Oprydningen fortsætter - sælger fra uden for kerneforretningen

Udgivet den 08-11-2019  |  kl. 22:50  |  

Wework, som hovedsageligt gør sig inden for kontorfællesskaber, er gået i gang med den store oprydning, efter koncernen i oktober opgav en meget omtalt og imødeset børsnotering i milliardklassen, fordi investorerne ikke var klar til at imødekomme ejernes høje vurdering.

I mellemtiden er grundlægger Adam Neumann blevet sat på porten, og den i forvejen store aktionær, japanske Softbank, har sat sig i førersædet og skudt yderligere likviditet ind for at samle stumperne op.

Fredag har Wework så offentliggjort planerne for en restrukturering over 90 dage, og de handler om frasalg af forretninger, som ikke tilhører kernen. Blandt andet skal appen Meetup sælges. Det samme skal The Wing, Conductor, SpaceIQ, Team og Wave Garden, skiver Bloomberg News.

Samtidig bekræfter Wework, at koncernen lejede dobbelt så mange kontorborde ud i tredje kvartal i år end sidste år, selv om aviserne flød over med dårligt nyt om børsnoteringen.

På trods af at der kom nye kunder i forretningen, så faldt belægningen imidlertid fra 83 pct. til 80 pct. Især i Kina og andre steder i Asien var udlejningsprocenten lav.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Relaterede nyheder