Zealand/Danske: USA-forsinkelse er væsentligt tilbageslag
Franske Sanofis udskydelse af diabetesmidlet Lixisenatid på det amerikanske marked er et hårdt tilbageslag for den danske partner, Zealand Pharma. Det mener Danske Banks analytikere, som dog også erkender, at beslutningen er den rigtige.
Alligevel undgår analytikerne ikke at justere på udsigterne for Zealand Pharma, og Danske Bank sætter et nyt kursmål for Zealand-aktien på 85 kr. mod tidligere 100 kr.
Zealand-aktien handles til sammenligning i kurs 66,50 kr., 50 øre højere end torsdag, hvor aktien faldt mere end 15 pct. på grund af USA-forsinkelsen. Danske Bank fastholder sin købsanbefaling af aktien.
Lixisenatid blev opfundet af Zealand Pharma, men indlicenseret af franske Sanofi, der betaler milepæle til danskerne i takt med fremskridt i udviklingen.
Sanofi valgte at trække sin ansøgning til de amerikanske myndigheder og afvente færdiggørelse af det såkaldte Elixa-studie, der undersøger midlets hjerte-kar-profil blandt 6000 patienter. Ansøgningen ventes først genindsendt i 2015.
- Tilbagetrækningen af Lixisenatid-ansøgningen er et væsentligt tilbageslag for Zealand Pharma, men i vores øjne et logisk udfald for at undgå, at Elixa-studiet bringes i fare af foreløbige data i forbindelse med et ekspertmøde i FDA, skriver Danske Markets.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk