Zealands topchef om mulige partneraftaler: Vigtigt at de bidrager til fedmeaktiviteterne

Udgivet den 28-12-2023  |  kl. 10:01  |  

Zealand Pharma har umiddelbart ikke behov for at slå på sin nyvundne status som C25-medlem for at rejse penge til sin store satsning på lægemidler til behandling af vægttab. I stedet kan partneraftaler bidrage til at finansiere driften i den kommende tid.

Det er meldingen fra topchef Adam Steensberg, efter at Zealand mandag debuterede i eliteindekset.

I forvejen oversteg kassebeholdningen ved udgangen af september halvanden milliard kr. efter en stor kapitalforhøjelse tidligere i år. Og Zealand står hertil med rettighederne til to fremskredne lægemiddelkandidater mod korttarmssyndrom og medfødt hyperinsulisme, som selskabet håber kan give kassebeholdningen et løft i forbindelse med mulige kommende partneraftaler.

- Vi har et kapitalberedskab, der rækker til midten af 2026. Vi bruger mange penge, men vi har også en strategi om, at vi gerne vil finde partnere til nogle af vores projekter inden for sjældne sygdomme. Og de kan jo bringe kapital ind, da en partner ofte skal lægge en forudbetaling. Så vi har mange muligheder, siger Adam Steensberg til MarketWire.

TO FREMSKREDNE LÆGEMIDDELKANDIDATER

Håbet er at få partneraftaler i stand, der kan spytte penge i kassen på den mellemlange bane.

- Jeg vil sige det på den måde, at vi er relativt fleksible. Men for mig er det vigtigt, at det er noget, der kan bidrage til vores fedmeaktiviteter. Det vil sige, at der helst skal komme nogle penge i kassen inden for i hvert fald de næste fem år, for at de kan være med til at sponsorere vores aktiviteter inden for fedme. Når det så er sagt, så er det vigtigt for os at få den rigtige partner. Men penge "upfront" handler også om at få det rigtige "commitment" fra starten af, siger Adam Steensberg.

Længst fremme i drøftelserne er Zealand for lægemiddelkandidaten Dasiglucagon til medfødt hyperinsulisme.

Der er tale om en sjælden medfødt sygdom, der gør, at spædbørn har et unormalt højt insulinniveau og derfor har hyppige episoder af for lavt blodsukker.

På grund af en række problemer på en fabrik hos en af Zealands samarbejdspartnere annoncerede den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, tidligere i denne uge, at den ikke kan godkende en registreringsansøgning for Dasiglucagon i sin nuværende form.

Det skyldes ikke kvaliteten af produktet, men alene problemerne hos samarbejdspartneren.

Der var tale om første del af Zealands markedsføringsansøgning for brug af Dasiglucagon til de første tre ugers akutte behandling.

Anden del for brug af Dasiglucagon ud over tre uger mangler Zealand fortsat at indsende analyser for. Det vil formentlig ske i første halvår, hvorefter Zealand kan håbe på en tilbagemelding fra FDA og markedsføringstilladelse i det segment i slutningen af 2024 eller i starten af 2025.

Partneraftalerne trækker derfor lidt ud, da det ifølge Adam Steensberg er den sidste godkendelse af Dasiglucagon til brug i den kroniske behandling, der har størst værdi.

- Vi havde håbet at indgå en aftale i år, men det kommer vi ikke til at nå. Men vi har nogle gode dialoger, så planen er at fortsætte de meget fornuftige dialoger, vi har, siger Adam Steensberg.

GLEPAGLUTID ET SKRIDT NÆRMERE MARKEDET

Zealands anden lægemiddelkandidat, som forhåbentlig står for at få en partner med ombord, er Glepaglutid til behandling af korttarmssyndrom.

Der er tale om en lidelse, hvor patientens tarm ikke kan optage næringsstoffer og energi i tilstrækkelige mængder, eksempelvis fordi store dele af tyndtarmen er fjernet efter operation, eller fordi tarmen virker utilstrækkeligt efter strålebehandling.

Her har Zealand netop indsendt registreringsansøgning i USA.

- Herefter påtænker vi at starte partnerdialogen næste år, siger Adam Steensberg.

FLERE KILDER TIL FINANSIERING

Ud over muligheden for nye partneraftaler har Zealand også aftalt milepæle med tyske Boehringer Ingelheim for vægttabskandidaten, Survodutid.

Ved udgangen af tredje kvartal var der fortsat knyttet udviklings-, regulatoriske og kommercielle milepæle på 345 mio. euro, eller over 2,5 mia. kr., til programmet, som potentielt kan udløses.

Desuden annoncerede Zealand fredag, at det har indgået aftale med Den Europæiske Investeringsbank, EIB om en lånefacilitet på 90 mio. euro, eller 670 mio. kr.

Lånet er opdelt i tre dele, eller trancher, på henholdsvis 50 mio. euro, 20 mio. euro og 20 mio. euro.

Udbetalingerne af hver tranche er betinget af, at aftalte milepæle opfyldes, hvilket allerede er tilfældet for første tranche på 50 mio. euro, som ventes at blive stillet til rådighed for Zealand i starten af 2024.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

10:12 Danske banker skovlede penge ind i 2023 - overskuddet steg med 30 mia. kr.
10:09 Obligationer/åbning: Renten siver let før jobrapport fra USA
09:54 NKT får indledt dækning af Barclays med negativ anbefaling
09:35 ALK's topchef om regnskab: Vi er superglade for fantastisk fint kvartal i Europa
09:16 Aktier/åbning: Danske Bank til bunds i rød åbning på ny stor regnskabsdag - ALK stikker af
09:12 Novonesis-finansdirektør ser selskabet nå i land med 2024-mål trods blød start
09:11 Danske Bank trækker solidt overskud i land i ellers fortsat usikker økonomi
09:08 Netcompanys topchef: Uden påskeeffekten ligger marginen over prognoseintervallet
08:55 Råvarer: Oliepriserne stabiliserer sig og går mod et ugentligt fald
08:35 Norsk storbank spår stor kursstigning i ALK oven på voldsom vækst i europæisk tabletsalg
08:29 Aktier/tendens: Danske Bank, Novonesis og ALK indtager rampelyset på ny stor regnskabsdag
08:17 Netcompanys indtjeningen overraskede positivt i første kvartal - vinder ny kontrakt
08:12 ALK-Abelló får løftet anbefaling til "køb" fra "hold" hos Nordea
08:03 Danske Banks topchef: Vi fortsætter med stabile og tilfredsstillende resultater
07:45 Danske Bank går et gear op på bundlinjen - renteindtægter skuffer
07:43 Netcompany overrasker positivt på driften i første kvartal men omsætning skuffer
07:17 Obligationer/tendens: Rente kan tikke let ned før jobrapport
07:10 Svitzer får indledt døkning med en købsanbefaling af Citi
07:02 Asien: Stigninger over alt mens investorerne i Japan og fastlands Kina er fraværende
07:01 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag