ØK og Novozymes får topkarakter for Investor Relations

Udgivet den 12-01-2004  |  kl. 12:31  |  

ØK er sammen med Novozymes det bedste danske selskab til investor relations- kommunikation med alle aktørerne på aktiemarkedet. Det er konklusionen af en ny stor undersøgelse af kvaliteten af nordiske selskabers investor relations (IR).

133 analytikere fra bl.a. banker, portfolio managers og investorer har bedømt de 40 danske selskaber, som dækkes af flest analytikere. Analytikerne har vurderet selskaberne ud fra kriterier, der rækker lige fra ledelsens troværdighed til årsrapportens kvalitet.

ØK ligger i top på områder som bedste topchefer til IR, topledelsens åbenhed og bedste løbende informationsgivning. Når det gælder hjemmeside og årsrapport, er ØK blandt de fem bedste.

- Vi er selvfølgelig glade og føler os meget ydmyge over for de karakterer, vi har fået og over for den samlede placering. Hos ØK lægger vi især vægt på, at analysen viser, at analytikerne fundamentalt set har tillid til, hvad vi siger og gør. ØK har siden 1998 været igennem en meget betydelig omstilling, som stadig pågår, og desuden er vore operationer meget langt fra Danmark. Begge forhold giver os en særlig forpligtelse til at forklare, hvad vi gør, hvorfor vi gør det, og hvor ØK er på vej hen. Vores kommunikationspolitik er baseret på et ønske om at holde alle vore stakeholders informeret i videst muligt omfang, siger Group CFO, Executive Vice President Iqbal Jumabhoy.

Iqbal Jumabhoy har ansvaret for koncernkommunikation, herunder IR, men hans to kolleger i Operations Executive Group – CEO Mark Wilson og Excecutive Vice President Niels Henrik Jensen – deltager i de fleste præsentationer og større møder. Planlægningen af kommunikationen i ØK sker i samarbejde mellem ØK’s egne folk og en ekstern dansk IR-rådgiver, men ØK’s topledelse har selv den direkte dialog med omverdenen.

- Vi involverer hele topledelsen i investor relations, fordi det har stor værdi for analytikerne, som forbindelsesled til investorer og andre, at de taler med de reelle beslutningstagere, og vi er naturligvis også mere tilgængelige, når vi er 3 kontakter. Vi mener, at disse aktiviteter skal håndteres i toppen af organisationen. Men et succesfuldt IR-program involverer mange mennesker i organisationen, og æren for gode resultater kan ikke tildeles en enkelt person, siger Iqbal Jumabhoy.

Den nordiske IR ranking er gennemført af Regi og CGI Mannov. Det er første gang, Danmark er med i undersøgelsen, som har været gennemført siden 1998 i Sverige, mens Norge kom med for to år siden. Priserne til bl.a. ØK overrækkes ved en konference den 28. januar i København.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Danske fedmeaktier blødte og trak Europa i rødt
17:19 Fredagens obligationer: Renter faldt efter amerikanske inflationstal
17:18 Novo banket i bund efter skuffende data - aktionærerne tabte omkring 690 mia. kr.
17:06 Fredagens aktier: Øretæver til Novo Nordisk og Zealand Pharma giver solid C25-nedtur
15:46 USA/åbning: Eli Lilly vinder på Novos kollaps mens inflationsdata skærer lidt af dykket
15:17 Jeudan har milliarder klar til opkøb: "Øget optimisme kan give flere transaktioner i 2025"
15:15 Novo/Jyske Bank: Kursreaktion virker som overreaktion
14:29 USA/tendens: Eli Lilly vinder på Novos kollaps mens frygt for nedlukning varsler rød start
13:33 Korr: Udsalg af Novo-aktier presser kronen
13:24 Udsalg af Novo-aktier presser kronen
12:29 Sydbank-analytiker: Voldsomt kursfald afspejler skuffelsen over Cagrisema-data
12:25 Europa/aktier: Danske fedmeaktier bløder og trækker Europa i rødt
12:22 Novo smadres på børsen efter skuffende fedmestudie - aktien taber 770 mia. kr.
12:11 Novos styrtdyk trækker C25-indekset ned i sit fjerdestørste fald nogensinde
12:09 Gubra og Zealand Pharma trækkes med ned af negativt nyt til Novo Nordisk
12:05 Novo lever ikke op til egne forventninger i vigtigt studie - aktien mister 900 mia kr -NY2
11:56 Novo lever ikke op til egne forventninger i kursfølsomt studie - aktien mister 700 mia kr
11:48 Aktier/middag: Zealand Pharma bankes tocifret ned efter FDA-afvisning og trækker C25 ned
11:28 Obligationer/middag: Små renteudsving før inflationsnyt fra USA
10:49 Jefferies ser kurslussing til Zealand Pharma som købsmulighed