Ny cheftræner i OB
Boldklubben OB skifter træner, idet Uffe Pedersen af private årsager har ønsket at træde tilbage som cheftræner for SAS Ligaholdet, og det ønske har OB indvilliget i at efterkomme. I stedet tiltræder et trænerteam bestående af Troels Bech og Klavs Rasmussen.
Afgående cheftræner Uffe Pedersen begrunder sin beslutning således:
- Jobbet som SAS Ligatræner er et uhyre tidskrævende job, som man aldrig har fri fra. Selv når man ikke formelt er på arbejde, er det svært at slippe. Og da jobbet oftere og oftere kolliderer med de hensyn, jeg ønsker at tage til min familie, har jeg valgt at træde tilbage.
OBs nye trænerkonstellation bliver ikke den kendte med en cheftræner og en assistenttræner. I stedet vil trænerteamet omkring SAS Ligaholdet komme til at bestå af to ligestillede trænere, Troels Bech og Klavs Rasmussen, der får det fælles ansvar for holdet, med Troels Bech som den, der har det afgørende ord ved tvivlsspørgsmål.
- Uffe Pedersens ønske om at fratræde sin stilling som cheftræner er selvfølgelig meget beklageligt. Men vi har valgt at imødekomme Uffe Pedersens ønske. Uffe Pedersen har udført et stort og dygtigt arbejde som træner for OB, og han har bidraget væsentligt til den positive sportslige udvikling, OB har været inde i de seneste år. For at sætte yderligere fart i den udvikling overlader vi ansvaret for vores SAS Ligahold til et trænerteam. Vi er overbevist om, at vi med den nye konstellation får det mest optimale udbytte af de to træneres mange kvaliteter og en kontinuitet i holdets udvikling, der vil sikre, at vi når vores mål, siger OBs direktør Kim Brink i en kommentar til trænerskiftet.
Såvel Troels Bech som Klavs Rasmussen har indgået en 1 1/2-årig kontrakt. Troels Bech var i perioden 2000-2002 træner for OB's SAS Ligahold med pokaltitlen i 2002 som det sportslige højdepunkt. Klavs Rasmussen har i en årrække fungeret som ITU- træner og senest som assistenttræner, hvor han har vist stor kompetence, som OB fremover forventer at få endnu større gavn af.
Uffe Pedersens fratrædelse betyder ikke et farvel til OB, idet han fremover skal fungere som ITU-træner.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›