AKTIER: Købstilbud på ISS sørger for positivt marked
ISS var i fokus tirsdag formiddag, efter at et konsortium i nat kom med et købstilbud på 470 kr. pr. aktie. Dette fik andre serviceaktier til at stige og medvirkede til, at det danske marked steg.
Kort før middag lå det toneangivende KFX-indeks 2,52 point (0,8 pct.) højere i 317,68. Dermed går KFX imod trenden på de øvrige europæiske markeder, der generelt handles i minus.
EQT Partners AB og Goldman Sachs Partners har mandag nat offentliggjort et købstilbud på ISS på kurs 470. Dette svarer til en præmie på 31 pct. i forhold til lukkekursen i onsdags. Franklin Templeton, som ejer 9,1 pct. af aktierne i ISS, har accepteret købstilbuddet. ISS er på den baggrund steget ca. 30 pct. til 464,50 kr.
Købstilbuddet kan give en retningspil for, hvad andre store serviceselskaber kan handles til, og det har således udløst kursstigninger i serviceaktier rundt omkring i Europa. Herhjemme er Group 4 Securicor steget 4,1 pct. til 15,20 kr.
A.P. Møller-Mærsk påvirkes af nedjusteringer fra investeringsbanker forud for koncernens årsregnskab på torsdag. Den internationale investeringsbank West LB har mandag nedjusteret anbefalingen på A.P. Møller-Mærsk til Neutral fra Outperform, og HSH Gudme har sænket anbefalingen til Underperform fra Outperform med kursmålet 51.000.
A.P. Møller-Mærsk handles 0,2 pct. lavere i 54.600 kr.
Carlsberg er positivt påvirket af et pænt regnskab fra dets russiske selskab Baltika i fredags, og aktien stiger 1,9 pct. til 290,50 kr.
Baltikas årsregnskab for 2004 viste en stigning i indtjeningen på 7,2 pct. til USD 132 mio. Det skete med baggrund i en omsætningsvækst på 34,8 pct., samt en fremgang i den solgte volumen på 23,2 pct. til 19,9 hektoliter. Som pct. af omsætningen faldt driftsresultatet før afskrivninger (EBITDA) imidlertid til 25,4 pct. fra 30,8 pct. i 2003. Baltica venter en stabil udvikling i marginerne fremover.
Af Jean M. Dühring, jean@netposten.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›