Thrane & Thrane indleder salg af Explorer 500

Udgivet den 01-12-2005  |  kl. 08:58  |  

Thrane & Thrane, verdens førende producent af terminaler til mobil satellitkommunikation, har modtaget Inmarsats godkendelse af EXPLORER 500, Thrane & Thranes nye landmobile BGAN terminal. Det fremgår af en børsmeddelelse.

Godkendelsen er den foreløbige kulmination på mere end tre års udviklingsarbejde og indebærer, at Thrane & Thrane indleder salg af EXPLORER 500.

EXPLORER 500 er den første BGAN terminal, som Thrane & Thrane markedsfører og som følge, repræsenterer godkendelsen en vigtig milepæl i udviklingen af næste generation af mobilt satellitkommunikationsudstyr.

Med introduktionen af EXPLORER 500 sættes helt nye standarder for både størrelse og anvendelsesmuligheder af mobilt satellitkommunikationsudstyr. Der er således tale om en særdeles let, kompakt og brugervenlig terminal, der blandt giver mulighed for: Tale, fax, SMS, internetadgang og e-mail, samtidig tale/fax og højhastighedsdata (op til 464 kbps) samt Ethernet, USB, Bluetooth og telefon/fax interface.

De første EXPLORER 500 terminaler er allerede leveret til en række af Thrane & Thranes distributører, og den kommercielle lancering af Inmarsats nye BGAN tjeneste forventes at finde sted i begyndelsen af december 2005.

Omkring sommeren 2006 forventer Thrane & Thrane at introducere yderligere en BGAN terminal, EXPLORER 700. Denne terminal adskiller sig fra EXPLORER 500 ved blandt andet at være lidt større.

Til gengæld vil EXPLORER 700 tilbyde den højest mulige datahastighed, dvs. 492 kbps, ligesom terminalen udvikles således, at flere brugere kan få gavn af de udvidede funktionaliteter samtidigt.

Thrane & Thrane forventer i 2005/06 at sælge i niveauet 5.-6.000 BGAN terminaler, og i det første år ventes et terminalsalg i størrelsesordenen 15.000 enheder.

Udgivet af: NPinvestordk