LM Glasfibers direktør forlader selskabet
LM Glasfiber, verdens førende producent af vindmøllevinger, har onsdag offentliggjort, at selskabets administrerende direktør Paul Anthony forlader selskabet for at begynde i en ny stilling i det australske selskab AGL. Han vil fortsætte med at arbejde hos LM Glasfiber i de kommende måneder, indtil der er ansat en ny administrerende direktør.
- Paul har opnået meget, siden han kom til LM Glasfiber, og vi ønsker ham held lykke med det nye job. Vi har iværksat en proces med at finde en erstatning for Paul og takker for hans indsats i selskabet. LM Glasfiber nyder godt af en unik teknologisk position med produktion på de vigtigste markeder for vindenergi og af den globale interesse og vækst i vedvarende energiløsninger, siger Mark Florman, LM Glasfibers bestyrelsesformand.
Paul Anthony udtaler: Siden jeg kom til LM, har ledelsen og jeg selv fokuseret på at styrke LMs fremtidige salg, få nye kunder og udvikle produktionsforbedrende tiltag. Jeg vurderer, at LM går en meget lys fremtid i møde. Jeg har været glad for at arbejde i LM og for det tætte samarbejde med aktionærerne, som har udvist et stort engagement i selskabet. Jeg ønsker dem det bedste for fremtiden.
LM Glasfiber oplever stærk vækst for øjeblikket, med en solid ordrebog for 2006 for alle selskabets fabrikker i Kina, Indien, Spanien, Danmark, USA og Canada.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›