Bavarian Nordic etablerer nyt selskab i USA
Bavarian Nordic forventer et ekspanderende samarbejde med de amerikanske myndigheder om godkendelse og markedsføring af nye vacciner, herunder IMVAMUNE koppevaccinen, flere HIV-vacciner og cancervacciner, hvorfor der etableres et nyt selskab i Washington D.C., USA.
Det fremgår af en børsmeddelelse onsdag.
Det nye selskabs primære forretningsområde vil være at yde effektiv service over for de amerikanske myndigheder og at udvikle markedet for Bavarian Nordics vacciner i USA.
Selskabet vil spille en central rolle i arbejdet med registreringen af IMVAMUNE koppevaccinen hos de amerikanske sundhedsmyndigheder.
Espen Kateraas tiltræder 1. juli som General Manager, Vice President og daglig leder af det nye selskab, Bavarian Nordic Inc., som får hjemsted i Washington D.C.
Espen Kateraas kommer fra en stilling hos Becton Dickinson, hvor han har været chef for den globale markedsføring af Becton Dickinsons forretningsområder inden for immunisering samt biologisk forsvar og offentligt sundhedsberedskab.
Kommunikationschef i Bavarian Nordic, Elizabeth Dempsey Becker får ansættelse i det nye selskab i Washington med særligt ansvar for en styrkelse af Government Affairs-området.
- Vi iværksatte for over et år siden en plan om at udvide vore aktiviteter samt styrke Bavarian Nordics synlighed i USA. Etableringen af BN ImmunoTherapeutics Inc. var første trin. Etableringen af Bavarian Nordic Inc. er næste skridt, udtaler Peter Wulff, administrerende direktør og fortsætter:
- De fortsat positive resultater fra kliniske forsøg med MVA-BN som en sikker koppevaccine har ført til øget interesse fra både offentlige og private markeder i vores udviklingsprogrammer for HIV- og cancervacciner ligesom i MVA-BNs potentiale som en sikker vaccinevektor. Tiden er rigtig til at udvide vores forretningsaktiviteter i USA, og Espen Kateraas vil bidrage til, at disse mål opnås med sit dybdegående kendskab til det amerikanske og globale vaccinemarked.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›