AKTIER: Markedet faldt en smule, specielt APM og Novo
København--28.maj--NetPosten--Fra alle markeder melder handlerne om, at de er på vej ud på sidelinjen frem til anden runde af det franske parlamentsvalg på søndag.
De danske aktier faldt en smule, trukket ned af APM-aktierne og Novo. Men obligationsmarkederne blev onsdag
eftermiddag hjulpet op af ventede tal for varige, amerikanske forbrugsgoder. På valutasiden var der kun små fluktuationer.
KFX-indekset sluttede i 165,85 - 0,17 point lavere. Af indeksets 20 aktier sluttede syv højere, mens 12 lukkede lavere.
Dagens mest omsatte aktie var Tele Danmark, der var omsat for 56 mio. kr. og lå uændret i 324. Novo faldt 3 kr. til kurs 700. D/S Svendborg og D/S 1912 blev også udsat for profithjemtagning og faldt henholdsvis 300 kr. til kurs 345.000 og 5000 kr. til kurs 235.000.
ØK blev onsdag nedjusteret af Den Danske Bank til ratingen "Underperform" - bankens laveste. Aktierne i ØK lå ved middagstid i kurs 161 - 9 kr. lavere. Siden selskabets meddelelse om ekstraindtægt fra krigsforsikringen for danske skibe, der også indeholdt en meddelelse om nedjustering, er aktien faldet 19 kr.
eller knap 11 pct. Der blev onsdag omsat for 13,5 mio. kr. i ØK.
B&O lå til gengæld forrygende efter tirsdagens meddelelse om selskabets generhvervelse af aktier i datterselskabet Bang & Olufsen A/S fra hollandske Philips. B&O steg 20 kr. onsdag til 400 kr.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›