Venstre hilser flere bevillinger til politiet velkommen
København--23. august--NetPosten--Statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) løfte om flere bevillinger til politiet tyder på, at statsministeren har sat finansminister Mogens Lykketoft på plads, siger Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech i anledning af statsministerens udtalelser på det socialdemokratiske sommerstævne i går om bl.a. mere politi på gaderne.
-Sagen er nemlig, at Mogens Lykketoft allerede i forbindelse med sidste års finanslov bebudede meget drastiske besparelser på politiet på flere hundrede millioner kroner de næste år.
-Efter statsministerens udmeldinger ser Venstre frem til, at Lykketofts udsultning af politiet bliver stoppet og, at statsministeren slår i bordet og sikrer forøgede bevillinger til politiet. Dette er da også helt nødvendigt, fordi politiet hele tiden får nye arbejdsopgaver, ligesom bevillingerne til EDB fortsat er helt utilfredsstillende.
-I de kommende politiforligsforhandlinger vil Venstre kræve øgede bevillinger og udvidelse af politistyrken, ikke som kompensation for Lykketofts nedskæringer, men for at styrke politiet, så borgerne kan mærke det. Som det er i dag har borgerne ikke engang sikkerhed for, at politiet kan rykke ud, når der er begået en forbrydelse.
- Det er helt utilstedeligt, at det er finansministeren, der bestemmer over borgernes tryghed og sikkerhed, og vi vil holde statsministeren fast på de givne løfter, siger Birthe Rønn Hornbech.