Ny ejer til 3 af de lukkede BoConcept butikker i København
BoConcept er blevet gjort bekendt med, at en franchisetager med i alt fem BoConcept-butikker i det storkøbenhavnske område har indgivet konkursbegæring. BoConcept og den danske masterfranchisetager med eksisterende butikker i bl.a. Odense og Århus ønsker at overtage og videreføre tre af butikkerne i København. Samtidig arbejdes der på at finde en løsning, der sikrer levering til de kunder, som har købt produkter i de fem berørte butikker.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
De øvrige 10 BoConcept butikker i Danmark er ikke berørt af den konkrete situation.
Selskabet, der efter det for BoConcept oplyste, har indgivet konkursbegæring, har på franchisebasis drevet butikker, såkaldte BoConcept® Brand Stores, på Frederiksberg og Amager og desuden i Ishøj, Lyngby og Hillerød.
For at sikre en fortsat tilstedeværelse i det storkøbenhavnske område har BoConcept A/S i samarbejde med den danske masterfranchisetager, BoConcept Denmark, med butikker i bl.a. Odense og Århus, afgivet tilbud om at overtage tre af de i alt fem butikker. Accepteres tilbuddet, vil de fortsættende butikker blive BoConcept-butikken på Gl. Kongevej på Frederiksberg og butikkerne i Ishøj og Hillerød.
- 'Vi har tilbudt at overtage og videreføre de tre butikker, som, vi i den aktuelle situation vurderer, har det største potentiale, så kunderne i det storkøbenhavnske område fortsat har mulighed for at købe BoConcepts unikke designmøbler og accessories, siger koncerndirektør i BoConcept Holding, Viggo Mølholm.
De berørte kunder vil blive kontaktet direkte pr. post.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›