Peter Straarup: Forkert at afskaffe flexlån
I den netop offentliggjorte vismandsrapport anbefales det, at reguleringen af banksektoren i fremtiden strammes.
- Bedre regulering af den finansielle sektor er fornuftigt. Og den skal være international, så de danske bankers konkurrenceevne ikke ødelægges. Bankerne udgør tillige et vigtigt rammevilkår for det øvrige danske erhvervsliv, hvor især de små og mellemstore virksomheder er afhængige af kredit i danske banker, siger Finansrådets formand Peter Straarup.
- Højere kapitaldækning, der sigter på at bygge reserver op i gode tider, samt bedre likviditetsstyring er hensigtsmæssige tiltag. Men vi skal være sikre på, at vi finder den rette afvejning mellem finansiel stabilitet og vækst i samfundet. Strammes der for meget, kan det bremse den spæde fremgang, vi har set i økonomien, siger Peter Straarup.
I forbindelse med den kommende finansielle regulering anfører vismændene, at de danske korte rentetilpasningslån i den nuværende form fremover kan undværes. Vismændenes argument er, at den høje rentefølsomhed blandt boligejerne i sidste ende kan ramme bankerne og skabe finansiel og dermed makroøkonomisk ustabilitet.
- At afskaffe flekslånene vil ikke være hensigtsmæssigt. I bankernes likviditetsstyring indgår en høj andel af rentetilpasningsobligationer, da de er relativt prisstabile. Efterspørgselen er med til at holde kurserne oppe og renterne nede, hvilket er til gavn for den store andel af de danske boligejere, som har baseret deres lån på rentetilpasning. Resultatet er en meget attraktiv rente. En fjernelse af flekslånene vil derfor få negative konsekvenser for boligmarkedet, og man kan frygte, at det kan vende den positive udvikling med svagt stigende huspriser, som vi har oplevet den seneste tid, siger Finansrådets formand Peter Straarup.
- Man skal desuden være opmærksom på, at netop flekslånene har haft en stabiliserende effekt på den økonomiske udvikling på grund af faldet i låntagernes renteudgift. Uden disse lån ville det danske boligmarked være blevet ramt i langt højere grad. Pengepolitisk er de variabelt forrentede lån i øvrigt en central kanal til at påvirke konjunkturbevægelser, fordi renteændringer hurtigt slår igennem på danskernes økonomi, siger Peter Straarup.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›