USA/lukning: Rekordhumør efter våbenhvile - fedmeaktier i kursplusser

Udgivet den 27-11-2024  |  kl. 06:32  |  

Der var højt humør på Wall Street tirsdag, hvor S&P 500 og Dow Jones begge endte i rekord. Investorerne så gennem fingrene med Donald Trumps toldplaner, og de geopolitiske spændinger aftog med udsigt til våbenhvile mellem Israel og Libanon.

Onsdag morgen er der fortsat positive tendenser. Futures indikerer stigninger i de amerikanske aktieindeks på 0,1 pct., når markedet åbner i New York senere onsdag.

Aktiemarkederne gik tirsdag frem, selv efter at det seneste referat fra novembers rentemøde i den amerikanske centralbank pegede frem mod en mere forsigtig tilgang til rentenedsættelser.

Det brede S&P 500-indeks steg 0,6 pct. til 6021,60 og tog dermed lukkerekord nummer 54 i år. Også Dow Jones fortsatte mandagens gode takter og steg med 0,3 pct. til indeks 44.860,31, og dermed er rekord nummer 44 i år i hus.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks gik 0,6 pct. frem.

- Vi ser stadig Trumps varslede told som strategisk og tror, at en hund der gør, bider ikke, siger Andrew Brenner fra Natalliance Securities til Bloomberg News.

Donald Trumps seneste bud på mere told er, at han nu vil indføre en betinget told på 25 pct. på canadisk og mexicansk import. Samtidig skitserer han også "en ekstra told på 10 pct. over eventuelle yderligere toldsatser" på import fra Kina.

Tirsdag pressede den nye told bilproducenter som Ford og General Motors, der har stærkt integrerede forsyningskæder på tværs af Mexico, USA og Canada, og bilaktierne faldt henholdsvis 2,6 og 9 pct.

- Bekymringen er, at nogle produkter vil blive dyrere, og det vil betyde, at indtægterne for de virksomheder, der muligvis fremstiller disse varer i udlandet, vil falde, siger Robert Pavlik, senior porteføljeforvalter hos Dakota Wealth, til Reuters.

AMGEN RAMT AF SKUFFENDE FEDMESTUDIE

Amgen faldt 4,8 pct. efter præsentationen af vægttabsdata fra et fase 2-studie med lægemiddelkandidaten Maritide.

Studiet viste et vægttab på op til 20 pct. efter 52 uger, hvilket ikke er nok til at tilfredsstille investorerne, der blandt andet kan se mod Eli Lillys vægttabsmiddel Zepbound, som allerede har vist et vægttab på 21 pct. over 72 uger.

Hos finanshuset Jefferies peges på, at vægttabet på op til 20 pct. er lavere end forventningerne i markedet på 20-25 pct.

GOD NYHED FOR FEDMEAKTIER

Eli Lilly gik 4,5 pct. frem, og Viking Therapeutics steg 2,8 pct., efter at den nuværende præsident, Joe Biden, har foreslået at lade de offentlige sygesikringer Medicare og Medicaid dække vægttabsmidler bredt.

Med Biden-administrationens forslag vil yderligere omkring 7,4 mio. amerikanere få adgang til vægttabsmidler som danske Novos Wegovy og Lillys Zepbound.

Forslaget skal dog først igennem Kongressen. Og det kan skabe udfordringer for USA's kommende præsident, Donald Trump, der har lovet at reducere statens udgifter, skriver Bloomberg News.

REGNSKABER FRA DETAILKÆDER

Regnskabssæsonen for de amerikanske detailkæder fortsatte tirsdag med tal fra elektronikkælden Best Buy samt sportsudstyrskæden Dicks Sporting Goods.

Best Buy sænkede sine forventninger til salget i 2024/25 efter et tredje kvartal, og det skuffede sammenlignet med analytikernes forventninger.

Aktien faldt 5,2 pct.

Også Dick's faldt med 1,4 pct. på trods af en opjustering af forventningerne til indtjeningen efter en bedre end ventet udvikling i tredje kvartal.

BIOTEKSELSKAB TAGER RAKETTEN

Blandt de mindre selskaber havde aktionærerne i biotekselskabet Poseida Therapeutics en forrygende dag. Aktien steg 223 pct. til 9,38 dollar efter at have accepteret et opkøbstilbud fra schweiziske Roche.

Roche betaler 9 dollar per aktie i Poseida, mens aktionærerne kan ende med at modtage yderligere 4 dollar per aktie, hvis bestemte resultatsmæssige milepæle nås, lyder det.

Samlet kan opkøbets værdi derfor ende i niveauet 1,5 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

08:26 Aktier/tendens: Rockwool på vej med regnskab - våbenhvile kan presse Mærsk
08:21 Lundbeck indleder senfase-studie for middel til behandling af sjælden neurologisk lidelse
08:12 Høreapparatkoncernen WSA's omsætning vokser fortsat - men væksten bliver mindre næste år
07:52 Høreapparatkoncernen WSA's omsætning vokser fortsat - men væksten bliver mindre næste år
07:24 Obligationer/tendens: Stribevis af amerikanske nøgletal kan skubbe til renterne
07:15 Råvarer: Oliepriserne er stabile mens fokus er på våbenhvile mellem Israel og Hizbollah
06:39 Asien: Trumps toldtrusler trækker røde spor
06:35 Mærsks asiatiske konkurrenter falder onsdag efter aftale om våbenhvile
06:34 Amerikansk centralbank har ikke travlt med at sænke renten viser referat
06:34 NKT får indledt dækning af Oddo BHF med neutral anvefaling
06:34 Ennogie kæmper med renter, inflation og manglende ordrer - har reduceret medarbejderstaben
06:32 Asien: Trumps toldtrusler trækker røde spor
06:32 Valuta: Stabilisering inden tsunami af økonomiske data fra USA
06:32 USA/T-bond: Ny told-snak fra Trump sendte renterne op
06:32 USA/lukning: Rekordhumør efter våbenhvile - fedmeaktier i kursplusser
06:30 Kalender med link - onsdag den 27. november
17:55 Europa/aktier: Trumps toldtrusler fik bilproducenterne presset af vejen
17:05 Tirsdagens obligationer: Uændret renteudvikling på dag med fortsat fokus på Trump
17:03 Tirsdagens aktier: Novo blandt få lyspunkter i toldbekymret C25-indeks
16:50 Chancen for stor chipfusion svinder ind: Qualcomm interesse for Intel stilner af