Fjernaflæste timemålere giver ikke billig strøm

Udgivet den 20-06-2011  |  kl. 15:36  |  

Selvom omkring halvanden mio. husstande har eller snart får fine, elektroniske elmålere inden for dørene, så kan målerne endnu ikke i praksis levere det, de var tiltænkt: billig strøm i lavpris-perioderne. Systemet, som skal timeafregne elkunder efter deres reelle forbrug ud over døgnet, findes nemlig kun i en meget dyr model til store industrikunder - og er dermed reelt ikke en mulighed for private elkunder.

Det skriver Ingeniøren.

Hos Sydenergi koster det for eksempel 4.400 kroner i netabonnement om året at købe strøm på timebasis. Ifølge projektleder Kaj Kibsgaard fra Sydenergi vil det aldrig kunne komme til at hænge sammen for en privat forbruger med en årlig udgift til strøm på i alt måske 6.000-7.000 kroner:

- Men der er en hel del af vore kunder, der godt kunne tænke sig at blive spotafregnet. Så vi overvejer kraftigt at prøve at få lov til at køre et forsøg, hvor vi lemper reglerne for timeafregning, så prisen kan komme ned på nogle få hundrede kroner ekstra i abonnements-betaling, siger han.

Udgivet af: NPinvestordk