USA/Luk: Gode bolig-tal var ikke nok til at fastholde optimismen
De amerikanske aktiemarkeder åbnede højere i tirsdagens handel efter en større end ventet stigning i de amerikanske boligpriser i juli. Glæden varede dog ikke ved længe, og halvejs inde i handelssessionen begyndte aktierne at trækker sig tilbage, og kursfaldene fortsatte til hen mod lukketid, hvorfor det blev til markante fald. Caterpillar var presset efter en nedjustering af den langsigtede prognose for indtjeningen, mens Tesla Motors dykkede efter en markant nedjustering af forventningerne til omsætningen.
Dow Jones-indekset faldt 0,8 pct. til 13.458, mens S&P 500-indekset faldt 1,1 pct. til 1.442. Det teknologitunge Nasdaq-indeks dykkede mest med 1,4 pct. til 3.118.
De amerikanske boligpriser i Standard & Poors / Case-Shiller indekset viste tirsdag eftermiddag en stigning på 1,20 pct. i juli på årsbasis sammenlignet med en oprevideret prisstigning på 0,59 pct. måneden forinden. Det var bedre end ventet, eftersom analytikerne havde ventet en stigning i boligpriserne på 1,10 pct. i juli. Det var tredje måned i træk at boligpriserne steg. Renterne på realkreditobligationer er rekordlave, hvilket tiltrækker købere på det amerikanske boligmarked.
Caterpillar faldt 4,3 pct. til 87,01 dollar, efter at selskabet mandag aften valgte at nedjustere sine langsigtede indtjeningsforventninger. Caterpillar er leverandør af entreprenørmaskiner og udstyr til minesektoren. Caterpillars nye forventninger lyder nu på en indtjening i 2015 på 12-18 dollar per aktie og en omsætning på 80-100 mia. dollar. Caterpillar havde tidligere sigtet efter en indtjening på 15-20 dollar per aktie. I juli meddelte Caterpillar, at det forventer at tjene 9,6 dollar per aktie i 2012 og nå en omsætning på 68-70 mia. dollar.
Tesla Motors dykkede 9,8 pct. til 27,66 dollar, efter at producenten af elektriske biler sænkede sine forventninger til salget i 2012 og advarede om, at den er faldet bagud i forhold til egne produktionsmål for Model S sedan. Tesla Motors sænkede omsætningsforventningerne til 400-440 mio. dollar fra 560-600 mio. dollar, hvilket lå markant under analytikerkonsensus på 557 mio. dollar.
Red Hat tabte 4,3 pct. til 55,08 dollar, efter at softwareproducenten sænkede forventningerne til indtjeningen for regnskabsåret 2013 til 1,15-1,17 dollar per aktie fra 1,16-1,20 dollar per aktie, hvor analytikerne ventede 1,19 dollar per aktie. Omsætningsforventningerne blev sænket til 1,32-1,33 mia. dollar fra 1,32-1,34 mia. dollar, hvor analytikerprognosen lød på 1,33 mia. dollar.
Det amerikanske lønudbetalingsselskab Paychex fik sænket sin anbefaling til sælg hos det amerikanske finanshus Citigroup, som vurderede, at selskabet er på vej til endnu et år med en vækst på cirka 5 pct. og en EPS-vækst der ikke kan understøtte premium-værdiansættelsen på 21,5 gange EPS for regnskabsåret 2013. Paychex faldt 2,8 pct. til 33,41 dollar.
Apple fortsatte 2,5 pct. ned til 673,54 dollar efter mandagens fald. Finanshuset Jefferies analytiker Peter Misek hævede ellers sin forventninger til Apples omsætning i regnskabsåret 2012 til 156,9 mia. dollar fra 154,5 mia. dollar, mens forventningerne til EPS-indtjeningen blev løftet til 44,38 dollar fra 43,51 dollar.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›