Obligationer/åbning: Igen kurs mod renterekord
Det danske obligationsmarked åbner rentefald torsdag morgen i takt med kursdyk på alle de større europæiske aktiemarkeder.
En chokerende melding fra den amerikanske storbank JPMorgan om et 2 mia. dollar stort tab i handelsafdelingen sent torsdag ryster markederne, og der er sur stemning om aktierne i både Asien og Europa.
- Vi venter, at de danske obligationskurser vil være godt understøttet i dag, da der synes at være udsigt til en trist udvikling på aktiemarkederne. Dagens nøgletal vil næppe få større betydning, medmindre vi ser meget store overraskelser, skriver Sydbank i sin morgenrapport.
Den danske, toneangivende tiårige statsobligation, 3-21eren, åbner fredag i en rente på 1,39 pct. - 4 basispoint lavere end ved lukketid torsdag. Det er dermed kun et enkelt basispoint fra den bundrekord på 1,38 pct., renten berørte i løbet af torsdagen.
På nøgletalsfronten kom der kl. 8 inflationstal fra Tyskland, som var nogenlunde som ventet. Forbrugerprisindekset steg i april 0,2 pct. på månedsbasis og 2,1 pct. på årsbasis ifølge de endelige tal.
Senere kommer der producentpriser fra USA samt University of Michigans tillidsindeks for maj. Sidstnævnte er det vigtigste, skriver Sydbank, da det er et af de første nøgletal for den amerikanske økonomiske udvikling i denne måned.
Derudover skal Italien sælge korte obligationer, og i Spanien offentliggør regeringen angiveligt sine kapitalkrav til landets pressede banksektor, hvilket også kan give genlyd i markederne. Torsdag kravlede den spanske tiårige rente under 6 pct. efter at være lukket i 6,05 pct. onsdag, men fredag morgen nærmer den sig igen det psykologisk vigtige niveau.
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›