B&O/CEO: Det kører for premiumbilerne
Bang & Olufsens Automotive-division har medvind inden for premium-mærkerne. CEO hos B&O, Tue Mantoni, siger, at Struer-selskabet går efter de dyrere bilmærker for at holde på de gode kunder.
- Vi har udvidet med flere folk i Automotive, og vi har fire brands, som vi er glade for at samarbejde med. Vi gør alt, hvad vi kan, for at levere varen til dem, og der er også nye, spændende ting på vej, siger Tue Mantoni til Ritzau Finans.
På de sidste tre måneder har B&O Automotive udvidet kundebasen til at gælde tre af de store, tyske bilproducenter. Der er således lanceret en række nye modeller, herunder Audi A3, som har set et rigtigt godt salg.
Ydermere er BMW 5- og 7-serierne blevet inkluderet i B&Os portefølje med den tyske bilfabrikant, ligesom Mercedes CLS og Mercedes G-klassen er kommet i den vestjyske fold. Og det er nok for nu, mener Tue Mantoni.
- Vi fokuserer meget på luksus- eller premiumbrands i øjeblikket, vi er stolte af at arbejde sammen med de her brands - som nok er nogle af de bedste brands, man kunne forestille sig - og dem vil vi passe på. Vi vil sørge for, at vi ikke udvander det ved at arbejde sammen med for mange forskellige. Det er helt klart vores pointe, siger han.
B&O har i år indgået en kontrakt med Audi, der sikrer vestjysk lydkvalitet i de næste tre Audi-modeller over de kommende fem år.
/ritzau/FINANS
Morten A. Rasmussen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›