Shipping/BIMCO: Kina vil øge behovet for større tørlastskibe

Udgivet den 05-12-2012  |  kl. 14:07  |  

Kinas hungren efter jernmalm til sin stålindustri ventes at stige i det nye år og sammen med importen af kul virke understøttende for efterspørgslen efter de større tørlastskibe. Kinas behov for jernmalm skal ses i lyset af, at landet har brug for mere stål til bygningen af boliger, infrastruktur og maskineri, noterer BIMCO i en ny rapport.

Shippingorganisationen advarer dog mod fortsat overkapacitet i segmentet.

- I takt med at vi bevæger os mod 2013, vil efterspørgslen efter jernmalm fra verdens største forbruger, Kina, sandsynligvis give et solidt løft i efterspørgslen sammen med kulimporten i Asien, udtaler BIMCOs chefanalytiker, Peter Sand, i rapporten, der forudser en vækst i Kinas import af jernmalm på 7,5 pct. i 2013.

Det indikerer en acceleration af importvæksten i 2012, da kineserne importerede 6,4 pct. mere jernmalm. Væksten ventes drevet af højere stålefterspørgsel og en lavere kvalitet af den indenlandske jernmalm.

Faktisk vurderer BIMCO, at jernindholdet i den kinesiske jernmalm er aftaget siden 2008, hvilket er godt for tørlastmarkedet, da det indikerer, at de reelle omkostninger ved at anvende kinesisk jernmalm er faldet. Dermed øges incitamentet til at importere jernmalm af højere kvalitet fra udlandet.

BIMCO forudser, at Kina i gennemsnit vil importere 65 mio. ton jernmalm om måneden næste år mod 61 mio. ton om måneden i 2012. Totalt svarer det til en import på 785 mio. ton jernmalm i 2013. Omregnet til capesize-skibe betyder det beskæftigelse til yderligere omkring 49 af disse store tørlastskibe i 2013.

- Som det ser ud nu, vil den kinesiske appetit på jernmalm sikre en capesize-indtjening, som holder sig over et gennemsnit på 9000 dollar om dagen i 2013. Årsagen er de positive udsigter for efterspørgslen på jernmalm og en forventet fortsat højere efterspørgsel på energiproduktion i Kina og Indien, skriver BIMCO, der tror, at kul på mellemlang sigt vil yde det største bidrag til efterspørgselssiden i tørlast.

På den helt korte bane finder BIMCO det dog sandsynligt, at spotraterne på transport af kul rammes lidt af fortsat meget høje lagre efter en stigning på 49 pct. på årsbasis. Effekten af de høje lagre kan dog til dels blive opvejet af en opadgående tendens i energiproduktionen i takt med, at vinteren nærmer sig.

- Når vi ser ind i 2013, forbedres de fundamentale forhold i tørlastsegmentet både på udbuds- og efterspørgselssiden. Vi har fortsat et overudbud af tonnage, men i takt med, at vi ser det globale BNP blive forbedret, vil efterspørgslen efter tørlasttonnage også begynde at stige drevet af en voksende efterspørgsel på jernmalm og kul. Denne udvikling bør mindske presset på redere og operatører, siger Peter Sand.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:46 Europa/lukning: Airbus snublede i mangel på reservedele - Zealand Pharma fortsatte optur
17:24 Zealand efter tre rekorder på stribe: Indleder salg af nye aktier for over 6 mia. kr.
17:04 Tirsdagens aktier: Novo trak eliteindeks i grønt - Zealand Pharma fortsatte op
17:02 Novo Nordisk sætter rekord: Markedsværdien passerer 4500 mia. kr.
17:00 Tirsdagens obligationer: Rentefald på stille dag med tillidstal og centralbanktaler
16:29 Novo og Pandora er i top 100 i Time Magazines kåring af de mest bæredygtige virksomheder
16:08 Amerikansk forbrugertillid faldt mindre end ventet i juni
15:58 Rockwool vil bygge ny fabrik i Sverige med verdens største elektriske stensmelter
15:40 USA/åbning: Revanche til Nvidia og Eli Lilly går efter endnu en rekord i blandet åbning
15:27 Vestas vinder ordre med lang serviceaftale i Spanien
15:21 Vestas' kursmål sænkes med lige over en tier hos Morningstar
14:27 USA/tendens: Sønderslåede Navidia rejser sig på ventet grøn dag
13:46 Novo-rival har lovende data fra vægttabshåb: Vil udfordre Wegovy i Kina
13:43 Valuta: Bitcoin styrkes efter to måneders lavpunkt
13:35 Feds Bowman ser renten fastholdt i nogen tid endnu
12:25 Europa/aktier: Airbus i dybt fald på dag hvor techsektor tynger humøret
11:49 Økonomer skubber forventningerne til første rentenedsættelse i Norge
11:45 Obligationer/middag: Renten bakker frem mod amerikanske data
11:30 Chefstrateg ser flere pengepolitiske lempelser i USA end Federal Reserve tør love lige nu
11:20 Aktier/middag: Novo i top og Zealand fortsætter optur i lysegrønt marked