USA/åbning: Revanche til Nvidia og Eli Lilly går efter endnu en rekord i blandet åbning

Udgivet den 25-06-2024  |  kl. 15:40  |  

Chipkæmpen Nvidia børster ved handelstart tirsdag lidt af støvet af sig fra de seneste dages børstæsk.

Og det lidt bedre humør omkring den store AI-kæmpe ser da også ud til at hive resten af markedet med frem, hvor to ud af de tre ledende indeks stiger i den indledende handel.

Det brede S&P 500-indeks ligger 0,2 pct. højere, Nasdaq stiger 0,5, mens Dow Jones falder 0,2 pct.

Mandag var det lige omvendt, hvor S&P 500-indeks faldt 0,3 pct., Nasdaq mistede 1,1 pct., mens Dow Jones derimod vandt 0,7 pct.

Det var især Nvidia, der trak aktierne ned, da den reelt uden nyheder smed hele 6,7 pct. Dermed blev nedturen fra de to foregående handelsdage forlænget, og chipkæmpen, som mere end nogen anden har vundet på fremkomsten af kunstig intelligens, lå knap 13 pct. under sin seneste rekord onsdag i sidste uge, hvor aktien også kortvarigt var verdens mest værdifulde børsnoterede selskab.

Men tirsdag går Nvidia igen frem og stiger 2,6 pct.

- Der har helt sikkert været stærke spekulationer i Nvidias eksponentielle stigning siden begyndelsen af sidste år. Og en stor stigning bliver ofte efterfulgt af et stort frasalg, siger Ipek Ozkardeskaya, senioranalytiker hos Swissquote Bank, til Reuters.

- Det er for tidligt at sige, at Nvidia-manien er forbi. Men i betragtning af de mange spekulationer omkring aktien, vil vi se kursen blive værre, før den bliver bedre, vurderer hun.

MICROSOFT I SLAGSMÅL MED EU

Microsoft risikerer en stor EU-bøde, efter at myndighederne har anklaget virksomheden for at misbruge sin markedsstyrke ved at sammenkoble Teams-videokonferenceappen med sin øvrige forretningssoftware, skriver Bloomberg News.

Europa-Kommissionen har gjort indsigelse med påstand om, at Microsofts praksis med at knytte Teams til sine Office 365- og Microsoft 365-pakker er i strid med EU's konkurrenceregler.

- At bevare konkurrencen for fjernkommunikations- og samarbejdsværktøjer er essentielt, da det også fremmer innovation på disse markeder, siger EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, tirsdag i en meddelelse.

Aktien i Microsoft stiger 0,2 pct.

ELI LILLY FORTSÆTTER REKORDERNE

Mandag steg Novo-konkurrenten Eli Lilly med 0,7 pct. til endnu en rekord i 890,11 dollar. Her var nyheden, at koncernens fedmemiddel, Zepbound, har vist positive effekter på patienter med søvnapnø.

Og slutter dagen som den er startet, vil den rekord blive slået tirsdag. Medicinalaktien stiger 0,5 pct.

Modsat faldt Resmed, der sælger udstyr til at hjælpe de selvsamme patienter, med 11,5 pct. Tirsdag har investorerne umiddelbart besindet sig - aktien går 0,5 pct. frem i de første handler.

BOEING PÅ FRIERFØDDER

Boeing har tilbudt at købe sin underleverandør Spirit Aerosystems for cirka 35 dollar per aktie i et opkøb, som finansieres hovedsagligt med nye aktier. Det erfarer Bloomberg News fra anonyme kilder.

Det seneste bud markerer et skifte fra Boeings tidligere plan om lægge et kontant bud på Spirit, oplyser kilderne.

Meldingerne om et bud i aktier frem for kontanter falder umiddelbart ikke i aktiemarkedets smag tirsdag, hvor Spirit falder 3,6 pct. til 31,88 dollar, mens Boeing ligger 1,0 pct. lavere.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:43 Europa/lukning: Sløj fredag eftermiddag for europæiske aktier
17:05 Fredagens aktier: Vestas og Bavarian tyngede da C25 faldt for tredje dag i træk
17:00 Fredagens obligationer: Yoyo-bevægelser i de danske renter efter inflationstal fra USA
16:01 Amerikansk Michigan-indeks justeres op i endelig opgørelse
15:52 Tørlastindeks stiger og holder fast i niveauet over 2000
15:47 Amerikansks aktivitetsindeks overrasker massivt med større end ventet fremgang
15:47 USA/åbning: Nike i største fald i siden 2001 men indeks i plus efter inflationstal
15:27 Vestas fortsætter ordrehøsten med fredagens tredje ordreannoncering
15:20 Vestas fortsætter ordrehøsten med fredagens tredje ordreannoncering
15:04 Renten falder efter inflations- og forbrugstal
15:02 Vestas får tysk ordre på 105 megawatt - svarer til levering af 17 vindmøller
14:42 Valuta: Dollar lettere svækket efter godt inflationstegn
14:42 Genmab godt på vej mod laveste lukkekurs siden maj 2020
14:39 Lille rentefald og dollarsvækkelse efter amerikansk inflationsopgørelse
14:01 Apple fortsætter frem i Kina med salget af iPhones - aktien sendes op
13:51 USA/tendens: Positiv åbning i vente anført af it og Trump-aktier
13:08 Vestas får ordre på 81 MW i Skotland
12:18 Europa/aktier: Franske aktier trodser positive tendenser før amerikanske inflationstal
11:36 Obligationer/middag: Renter kravler op før inflationstal fra USA
11:23 Aktier/middag: Zealand og Danske Bank topper efter analysenyheder i lettere positivt C25