Aktier/middag: C20 igen forbi indeks 500
Det danske C20-indeks befinder sig i positivt terræn tirsdag middag, hvor det danske eliteindeks atter har passeret indeks 500 efter en stigning på 0,6 pct.
C20-indekset ligger i indeks 502,64, og det er dermed første gang siden den 22. oktober, at indekset passerer den psykologisk vigtige grænse. Rekorden for eliteindekset er 517,67, som ligeledes blev nået i oktober - den 11. - men dog tilbage i 2007.
På selskabsniveau er vindmølleproducenten Vestas igen med til at bidrage til den positive stemning. Det er tredje dag i træk, at den særdeles bevægelige aktie er i positivt terræn og samtidig sjette ud af de seneste syv handelsdage. Med en stigning på 2,3 pct. til 31,08 kr. indtager Vestas duksepladsen i C20-indekset.
Den amerikanske avis Denver Post fortæller tirsdag, at Vestas har skåret de timeansattes arbejdsuge til 32 timer fra 40 timer på fabrikkerne i Windsor og Brighton i staten Colorado. Samtidig fortæller Alm. Brand Markets, at de forsinkelser, som Vestas er løbet ind i med opsætning af V112-møller efter dødsulykken i Tyskland i begyndelsen af december, ikke vil koste nogen nedjustering fra selskabet.
Den tunge Novo Nordisk-aktie er ligeledes stærkt medhjælpende til at sende det samlede indeks over niveauet 500 igen. Medicinalaktien stiger med 1 pct. til 939 kr., og grundet vægten på omkring 40 pct. af det samlede indeks påvirker stigningen naturligvis tungt. Ifølge Bloomberg News vil Novo-aktien fortsat være blandt Bank of Americas foretrukne medicinalaktier i 2013.
FLSmidth stiger med 0,4 pct. til 330,80 kr. Stigningen kommer efter plusser til råvareaktierne i USA og Australien efter generelt gode nøgletal fra Kina i weekenden. FLSmidth meldte desuden mandag om en ordre til en guldmine i Rusland på 200 mio. kr. Endelig holder FLSmidths finske konkurrent på mineområdet, Metso, kapitalmarkedsdag, og finnerne har forud for arrangementet meldt ud, at selskabet venter en bedre driftsindtjening fra minedivisionen i 2013.
Blandt sidepapirerne er der fokus til luftfartsselskabet SAS, der leverer regnskab for perioden januar-oktober onsdag. Aktien er omsat pænt tirsdag middag med et negativt resultat. SAS falder med 4,2 pct. til 6,85 kr.
Berlingske skriver desuden, at dyre overenskomster blokerer for frasalg af SAS Ground Handling, mens Jyllands-Posten fortæller, at SAS udvider ruterne markant og for første gang i ti år skal ansætte piloter.
Østasiatisk Kompagni, ØK, tager opmærksomhed, idet Danske Bank ser en mulig positiv effekt for divisionen Plumrose i Venezuela, hvis det sydamerikanske lands sygdomsramte præsident, Hugo Chavez, må slippe magten.
- Vi begynder nu at inkludere det scenarie, at Plumrose vil være i stand til at opnå en højere margin i en potentiel efter-Chavez-periode. Hvis Chavez afgår i de første fire år af sin præsidentperiode, vil der komme et nyt valg, og oppositionen ser ud til at være i en god position til at vinde, skriver ØK-analytiker hos Danske Bank, Kenneth Leiling, i et analysenotat ifølge Bloomberg News.
ØK-aktien stiger med 1 pct. til 105 kr. tirsdag middag.
/ritzau/FINANS
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›